Køkkendisk i træ

Tuborgfondet støtter bæredygtige startups på Det Kongelige Akademi

ReCraft Design Studio genanvender beton, mursten, asfalt og en bred vifte af materialer fra nedrivningssteder og omdanner dem til høj-kvalitets fliser og beklædning
Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

Med en støtte på 2,2 mio. kr. fra Tuborgfondet kan Det Kongelige Akademi intensivere sin indsats for at hjælpe nye arkitekter, designere og konservatorer med at starte deres egne virksomheder. Virksomheder, der alle har bæredygtighed som drivende faktor.

Bevillingen gør det muligt at arbejde endnu mere ambitiøst med iværksætteri gennem initiativet ’Det Kongelige Akademis Startup Support og Hub’, der støtter både studerende og nyuddannede kandidater. Studerende kan få hjælp til at udvikle deres iværksætteridéer, mens kandidater kan få et års inkubationsforløb med skræddersyet støtte til at starte deres egen virksomhed baseret på deres afgangsprojekt. 

Pernille Brems, som er programansvarlig for arbejdsmarked i Tuborgfondet siger:

”I Tuborgfondet vil vi gerne støtte unge til en god start på et kreativt arbejdsliv – og ikke mindst til opbygning af en sund virksomhed. I Det Kongelige Akademis Startup Support og Hub får unge desuden mulighed for aktivt at bidrage til den grønne omstilling. Vi glæder os til at følge de unge iværksættere i projektet.” 

Kirstine Nørgaard Sejersen & Jon Hinrik Höskuldsson
Kirstine Nørgaard Sejersen & Jon Hinrik Höskuldsson har grundlagt iværksættervirksomheden 'Bundle Studio', hvor de arbejder med biobaserede materialer
Brudekjole - Ode to Shelly
Iværksættervirksomheden 'Ode to Shelly' designer brudekjoler i upcyclede materialer til den miljøbevidste brud

Skræddersyet support til nye talenter

I alt 12 forskellige iværksættervirksomheder inden for møbel, mode, arkitektur og strategisk design er lige nu gang med et startup-forløb. Forløbet klæder iværksætterne på til at skabe innovative virksomheder, der har markedspotentiale og kan tiltrække startkapital. Undervejs får de 1:1-support og individuel sparring og deltager i workshops, der introducerer dem til funding, regnskab, ip-rettigheder, pitch, kommunikation og networking. Startup Hub’en har også et tæt samarbejde med erhvervsfaglige og økonomiske partnere, der skal sikre at de unge iværksættere lærer at opbygge en sund virksomhed økonomisk og forretningsmæssigt. 

Der er et stort potentiale i at støtte de studerende til at starte egen virksomhed, siger Camilla Huge-Lind, der er Head of Entrepreneurship på Det Kongelige Akademi. 

”Der er lovende muligheder for at arbejde med iværksætteri for kandidater inden for arkitektur, design og konservering. Det Kongelige Akademi har den højeste andel af studerende, der starter virksomhed sammenlignet med andre universiteter. Her bliver 4% af arkitekterne og 11% af designerne selvstændige målt 2 år efter dimission, mod 1% på de øvrige universiteter,” fortæller hun. ”Men der er stadig for få, der lykkes med at skabe mere end en bibeskæftigelse. Derfor er det fantastisk at få denne opbakning fra Tuborgfondet, så vi kan arbejde endnu mere målrettet med potentialerne.”

Træbord - Tube Table
Iværksættervirksomheden OKDesign Studio laver træborde med 3D-printede hængsler - fleksible, modulære og nemme at reparere
Thomas Woltmann arbejder med danske okkerpigmenter i Pigmenta
Thomas Woltmann arbejder med danske okkerpigmenter i Pigmenta

Iværksætterne fokuserer på grønne løsninger

De 13 iværksættere arbejder alle med grøn omstilling gennem innovative design- og arkitekturløsninger baseret på nye eller cirkulære materialer. Deres projekter spænder bredt: fra akustikpaneler af hamp og møbler lavet af overskudstræ til stabelbare stole i et nyt fibermateriale. De omdanner byggeaffald til smukke fliser, forvandler papiraffald til mindre møbler og skaber brudekjoler af genbrugs- og overskudstekstiler. 

Og netop det grønne fokus ser Camilla Huge-Lind som et særlig stærkt potentiale. 

”De studerende tager naturligt udgangspunkt i bæredygtighed, når de skaber virksomheder. Det er ikke til diskussion, men en del af deres måde at tænke design og arkitektur på, ” siger hun. ”Jeg er virkelig imponeret over innovationshøjden, og over hvordan de studerende kombinerer deres dybe fagligheder til at løse nogle af de allermest presserende problemstillinger, verden står over for.”