500.000 til European Ceramic Context 2024 på Bornholm

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

European Ceramic Context, keramiktriennalen som næste gang afholdes i 2024, har modtaget en bevilling på 500.000 kr. fra Bornholms Regionskommunes Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalgs tilskudspulje. Keramiktriennalen samler keramikere, kunsthåndværkere og fagfolk med deltagere fra 31 europæiske lande. 

European Ceramic Context arrangeres i et parnerskab mellem Det Kongelige Akademi, Bornholms Kunstmuseum, Grønbechs Gård og Makers Island-sekretariatet under Bornholms Regionskommune. Triennalen markerer den europæiske keramikscene gennem udstillinger, foredrag, debat og uddannelsesaktiviteter, og er med til at positionere Bornholm som et kunsthåndværksmæssigt centrum. 

Den store bevilling vækker glæde hos rektor Lene Dammand Lund. 

"Vi er utroligt glade og taknemmelige for, at Bornholms Regionskommunes Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalg har valgt at anerkende den kommende keramiktriennale med så betydeligt et støttebeløb, som er afgørende for arrangementets gennemførelse," siger Lene Dammand Lund. "I Nexø udbyder Det Kongelige Akademi landets eneste videregående uddannelse i kunsthåndværk, glas og keramik, og vi er meget interesserede i at styrke miljøet på Bornholm som europæisk centrum for kunsthåndværk. Samtidig er det oplagt, at Det Kongelige Akademi driver projektet, qua uddannelsen i Nexø, med afsæt i vores stærke kompetencer på netop dette faglige felt."

Kunsthåndværk med visioner
Den bornholmske triennale for moderne europæisk keramik og glas udspringer af en vision fra Bornholms kultur- og undervisningsinstitutioner om at bruge den bornholmske kulturarv inden for produktion af glas og keramik til kunstindustrien, som udgangspunkt for en markant internationalt tilbagevendende begivenhed, der skal markere Bornholm som centrum for kunsthåndværk, glas og keramik i Europa.

Glas- og keramiktriennalen på Bornholm har siden 2006 udviklet sig til en central institution for udstilling af samtidsglas- og keramik på den internationale kunsthåndværkerscene. Denne status er opnået gennem et konsekvent fokus på høj kvalitet, aktualitet og relevans samt engagement af lokale udstillingssteder og kunsthåndværkermiljøer som ramme for kollegial udveksling og møde med publikum.

Glas- og keramiktriennalen er således en væsentlig del af den bornholmske kunsthåndværkerscene, som af World Crafts Council, har opnået udmærkelsen som Europas første World Crafts Region, også anerkendt af UNESCO. Projektet er det eneste af sin art i Europa og gennemføres nu for 9 gang.