Ølrester blev brugt på guldaldermaleriers lærreder

Dato
Kategori
Forskning og innovation

Forskere fra Det Kongelige Akademi, KU og andre institutioner har opdaget en hel ny ingrediens i grundingen af lærreder på nogle af Danmarks mest kendte guldaldermalere som Eckersberg og Købke: et biprodukt fra ølproduktion. Resultatet ændrer synet på vores historiske forståelse af produktionen af oliemalerier. 

Lektor Cecil Krarup Andersen fra Det Kongelige Akademi har sammen med kolleger fra Københavns Universitet, Statens Museum for Kunst og andre institutioner opdaget, at lærreder, der blev produceret mellem 1826 og 1833, blev fremstillet ved hjælp af biprodukter fra ølbrygning.

Forskningen tyder på, at der blev tilføjet biprodukter fra lokale bryggerier, højst sandsynligt af håndværkere på værkstederne på Kunstakademiet, for at forbedre kvaliteten af ​​de lærreder, som professorerne og akademiets studerende benyttede. Dette er hidtil helt ukendt viden, og giver en helt ny forståelse for teknikker og materialer i en af dansk maleris største glansperioder. 

Bagegær og korn under malingen
Forskerne har studeret ti malerier, som tilhører Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Danske Kunstakademi. I syv ud af de ti tilfælde opdagede forskerne proteinfragmenter som stammer fra bagegær og korn. Fragmenterne blev identificeret ved hjælp af en teknik kaldet ”proteomics” som tillod at undersøge proteinindholdet bredt, således at også uventede materialer kunne identificeres. 

”De prøver, vi analyserede, blev indsamlet fra lærredskanterne, der blev fjernet fra en række danske guldaldermalerier i 1960'erne, som led i konserveringen. De giver os en unik mulighed for at studere, hvordan kunstnere arbejdede i fortiden." siger Cecil Krarup Andersen. "Vi var overraskede over at opdage, hvor meget ny information proteomics kunne give i forhold til forståelsen af indhold og potentielt også nedbrydning af malerier. Opdagelsen af ​​ølbrygningsbiprodukter har givet os et stykke af puslespillet, som manglede fuldstændig før”. 

Undersøgelser som dette gør det klart, at der stadig er store huller i vores viden om teknikker og materialer, der bruges i lokal kunstproduktion. De afslører også skjulte forbindelser mellem kunstværker og samfundet, økonomien og den kultur, der producerede dem. 

Blanding af organiske bindemidler under forberedelse af grunderings-mockups.
Fotos: Mikkel Scharff