Ny metode kan forlænge oliemaleriers levetid
Kan vi få de mange historiske oliemalerier til at holde endnu længere til glæde for fremtidige generationer? Det er et af de spørgsmål, Louise Husby forsøger at finde svar på i en ny ph.d. på Institut for Konservering på Det Kongelige Akademi.
Oliemalerier holder ikke evigt, og museer og konservatorer gør sig umage for at få kulturarven til at holde så længe som muligt. De fleste oliemalerier har et tyndt lag fernis ovenpå selve malingen. Fernis beskytter maleriet mod snavs, og holder samtidig farverne skarpe, så himmelen eller havet har den helt rigtige blå farve. Men fernis falmer og skal derfor efter nogle år fjernes og erstattes med et nyt lag, så malerierne hele tiden ser klare ud.
Det er ikke uden risiko at erstatte fernis. Noget af malingen kan ryge af med den gamle fernis, og maleriet kan blive tørt og sprække. Det kan forkorte maleriernes levetid. Louise Husby har undervejs i sin ph.d. fundet frem til nogle metoder, der virker lovende og kan være mere skånsomme for maleriet, så det både står helt skarpt og holder så længe som muligt. Den nye metode er kort fortalt et rensesystem, der primært består af vand, som kan være mere skånsom for maleriet. Louise Husby kalder rensesystemerne lovende, men fortæller, at det er for tidligt at konkludere, at de kan supplere gamle metoder, hvor der bliver brugt organiske opløsningsmidler.
Hvis de nye rensesystemer viser sig at være mere skånsomme, kan brugen af dem forlænge maleriernes levetid. De nye systemer er samtidig billigere og mere sunde at arbejde med for konservatorerne.