Navn: KÅRK . Alder: 20 ÅR - et interview med redaktionen
Siden 2001 har arkitektstuderende fra Århus og København udgivet tidsskriftet KÅRK.
I anledning af 20 års jubilæet bringer vi et interview med redaktionen.
Samtidigt arbejdes der på en udstilling om KÅRK. Den kan du se på Det Kongelige Akademis bibliotek i foråret 2021.
Hvad er KÅRK for et tidsskrift? Hvad er formålet med det? Hvilke temaer tages op?
KÅRK redaktionen:
KÅRK er et magasin lavet i fællesskab mellem de to danske arkitektskoler Aarhus Arkitektskole og Det Kongelige Akademi. Hver udgave udforsker et forskelligt tema. Temaet udvælges på demokratisk vis af redaktionen på tværs af skolerne og repræsenterer derfor en fælles interesse for et emne, der er relevant i en større kontekst - også for resten af samfundet.
Vi er åbne for alles synspunkter og er derfor også åbne for at modtage bidrag i form af projekter, tegninger, tekster, osv. ikke kun fra de to skolers studerende, men også fra undervisere, gamle elever, udenlandske skolers elever og andre interesserede. Gennem bidragernes refleksioner søger vi nemlig, at opnå ny viden og forståelse for det valgte tema og indsigt i projekterne, der laves på og udenfor de to institutioner.
På denne måde fungerer KÅRK som en åben dør til en ellers meget lukket verden, og eftersom magasinets redaktion består af de to skolers elever, er KÅRK også vores mulighed for et fælles talerør. Vi har gang i så mange interessante og relevante diskussioner, projekter og samtaler ude på skolerne, som desværre oftest ikke når længere ud end de tykke mure, som danner de fysiske rammer for vores uddannelse.
Hvorfor hedder det KÅRK?
KÅRK redaktionen:
KÅRK hedder KÅRK, da det er et ordspil over navnene på de to danske arkitektskoler. Magasinet startede nemlig fra dag 1 af som et samarbejde og et bånd mellem de to skoler. Men KÅRK er også blevet til sin helt egen ting i tidens løb.
KÅRK fejrer i år sit 20 års jubilæum. Hvilken udvikling ser I fra nr. 1 i 2001 til nr. 38 i 2021?
KÅRK redaktionen:
Ser vi på udviklingen over de seneste 20 års magasiner, ser vi både en udvikling af det fysiske magasin og udbredelsen af dét, men også en meget tydelig æstetisk og indholdsmæssig udvikling. Magasinet startede mere eller mindre som en lille flyer og blev med tiden til dét KÅRK, som vi er meget stolte af at trykke i fysisk form hvert halve år.
Det må også nævnes, at os på redaktionen egentlig maksimalt har været med i tre år - og det er også denne omskiftelighed indenfor eleverne og redaktionen som klart må sætte sit præg. For magasinet. KÅRK er et resultat af den kontemporære arkitekturdiskussion og eleverne der nu og her går på de to skoler.
Hvem laver indholdet i KÅRK – artiklerne og den grafiske design ?
KÅRK redaktionen:
KÅRK er lavet af én samlet redaktion med elever fra de to danske arkitektskoler. Alle elever med en interesse for KÅRK, der ønsker at lave et magasin og holde en samtale om arkitektur kørende er velkommen til at være en del af KÅRK. Magasinet lever nemlig af entusiasmen fra eleverne på redaktionen og jo flere på en redaktion, desto større og bedre kan magasinet blive, og der er derfor altså ikke nogen adgangskrav som sådan eller optagelsesprøve til at blive en del af vores redaktion.
Indbyrdes i KÅRK er redaktionen også delt ydeligere op i diverse poster og ansvarsposter, som eksempelvis layout, PR og SoMe, udstilling/release og økonomi. En vigtig tradition er også, at redaktionen både har redaktører fra Aarhus Arkitektskole såvel som Det Kongelige Akademi, på den måde bliver der lagt en grundlinje for et tæt samarbejde.
Hvem læser KÅRK?
KÅRK redaktionen:
Da redaktionen er åben for alle interesserede fra skolen, så holder vi også som udgangspunkt vores målgruppe så åben som muligt. Selvfølgelig har vi en rod i at være arkitektstuderende og vise vores projekter fra arkitektskolerne, så der er en naturlig rod i, at magasinet bør være spændende læsestof for alle arkitekturinteresserede, unge som gamle. Men det er også vigtigt at understrege, at vi med KÅRK ikke udelukkende skriver om bygninger og byer, men også abstraherer fra dette og bevæger os ud på mere filosoferende og samfundskritisk emner.
Temavalgene lægger som regel altid op til en bredere diskussion og vi får dermed også dannet et perspektiv på skolernes projekter, som sætter det i en debatterende kontekst. På den måde begrænses målgruppen altså ikke til de arkitekturinteresserede, men rammer også alle, der går og funderer over den verden, vi lever i, og alle, der bare har lyst til at se på smukke tegninger og grafiske fremstillinger.
Kan KÅRK leve 20 år mere?
KÅRK redaktionen:
KÅRK kan og vil uden tvivl vil leve 20 år mere - og meget længere end det. Som tidligere nævnt har vores magasin set en massiv udvikling over de sidste 20 år og fremtiden kommer til at byde på så meget mere. Blot det sidste års coronakrise har givet os et nyt perspektiv. KÅRK har en tradition og stolthed i det trykte og fysiske blad, men særligt efter coronakrisens stopklods for store fysiske release-fester, debatter og udstillinger, har vi haft muligheden for at gå meget videre med det digitale KÅRK. Fremtiden består nemlig af både det fysiske KÅRK magasin, samt det digitale, som man kan følge med i på vores instagram og facebookside - og hvem ved, måske også vores egen hjemmeside i fremtiden? Vi har i hvert fald mange projekter i gang og kan næsten ikke vente med at vise, hvor vi vil hen med KÅRK - men én ting er i hvert fald helt sikker: Ambitionerne er høje.
Er der andet I har lyst til at fortælle om KÅRK?
KÅRK redaktionen:
Til sidst og ikke mindst kan det nævnes, at vi indtil d. 26.03 modtager bidrag til vores næste nr. 39 DREAMSCAPE. I 2020 diskuterede vi kønsbegrebet, maskulinitet og feminitet indenfor arkitektverdenen, samt hvad det vil sige og betyde at fejle i en præstationsfokuseret moderne tid.
Hvad kommer vi til at diskutere i 2021 - en verden præget af isolation, nostalgi og længsel? Vi har lagt et udgangspunkt i temaet DREAMSCAPE, som lægger op til projekter i alle mulige former og rigtig gerne de fabulerende og mystiske af slagsen. Det er bare om at sende alle jeres smukke projekter, tekster og tegninger vores vej! Om du går eller arbejder på en af skolerne, har en anden slags relation til dem, eller måske går på en skole udenfor landegrænserne. DREAMSCAPE er i hvert fald kun lige begyndt.
"
KONTAKT KÅRK redaktionen:
kaark@stud.aarch.dk