Studerende skal lave løsninger til fremtidens affaldssortering

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

Fremtidens arkitekter og designere får alletiders mulighed for at byde ind med løsninger til en bedre affaldssortering når Det Kongelige Akademi lancerer en konkurrence for de studerende i samarbejde med Marius Pedersen, IKEA Denmark, Dansk Affaldssortering, Dansk Retursystem og Kommunernes Landsforening.

Danmark har en kedelig guldmedalje: Hver eneste dansker producerer hvert år 700 kg affald pr. indbygger, og det er EU-rekord. Mængden af affald fordrer at vi gør en ekstra indsats i forhold til at sortere vores skrald og husholdningsaffald – et område, hvor vi er godt i gang, men sagtens kan blive meget bedre. For alt for mange genanvendelige ressourcer går til spilde, når vi ikke sorterer vores affald, eller sorterer det forkert. Og alt for meget CO2 ledes ud i atmosfæren, når usorteret affald brændes af.

Regeringen har lavet nye regulativer, der bl.a. sigter mod at affaldssortering skal strømlines på tværs af kommuner, og at affald skal inddeles i 10 faste hovedkategorier. En serie nyudviklede piktogrammer skal gøre det lettere for forbrugeren at identificere, hvor det enkelte stykke affald skal smides ud. Men regulativer og piktogrammer gør det ikke alene. Der er brug for løsninger, som gør det nemt og enkelt at sortere affald – både i den private husholdning og i det offentlige rum.

Mest affald fra køkkenet
I konkurrencen ”Fra affald til ressource” skal studerende fra Det Kongelige Akademi give deres bud på, hvordan vi med smarte og innovative løsninger kan blive bedre til at sortere vores affald.

Den største mængde affald i det private hjem genereres i køkkenet, hvor fx mademballage er en af de helt store poster. Derfor skal konkurrencedeltagerne arbejde med udgangspunkt i akademiets egne små køkkener på campus. Det lille køkken er et godt udgangspunkt, da mange private forbrugere netop oplever udfordringen ved at få plads til de eksisterende affaldssystemer på markedet – og måske ender med at vælge affaldssortering fra, af samme årsag.

De studerende skal give forslag til, hvordan man nemt og enkelt kan integrere affaldssorteringen i det lille køkken – og måske endda skalere løsningen op, så den også kan fungere i det offentlige rum.

Sammen om opgaven
Det Kongelige Akademi har teamet op med en række erhvervspartnere – IKEA Denmark, Marius Pedersen, Dansk Affaldssortering, Dansk Retursystem og Kommunernes Landsforening - der alle har stillet deres ekspertise og engagement til rådighed for konkurrencedeltagerne.

De fem erhvervspartnere ser frem til at få de studerendes input til, hvordan vi kan forbedre og optimere affaldssorteringen i de danske husholdninger.

Jens Mortensen, Innovation Chief Officer, Marius Pedersen

”Hos Marius Pedersen arbejder vi sammen med innovative mennesker for at finde de bedste løsninger, når vi skal have folk til at sortere deres affald. Derfor er det givtigt for os med en snitflade til de kreative uddannelser," siger Jens Mortensen, Chief Innovation Officer hos Marius Pedersen. "Håbet er, at de studerende kan spille ind med forslag, der løser nogle af de praktiske problemer omkring affaldssortering i hjemmet: Plastemballage, der fylder ganske meget, for eksempel. Det bliver spændende at se, om der kan tænkes nyt!”

Monica Keaney, Sustainability Manager, IKEA Denmark

"Det er vigtigt og interessant for IKEA at arbejde sammen med de studerende på Det Kongelige Akademi: De står forrest i front og skaber løsninger til fremtiden," siger Monica Keaney, Sustainability Manager hos IKEA Denmark.  "Derudover har studerende et helt frisk blik på tingene og deres kreativitet er uden bindinger. De tænker frit – og det er en stor gave for os."

De tre bedste forslag kåres af et panel med repræsentanter fra Marius Pedersen, IKEA, Dansk Affaldssortering, Dansk Retursystem, Kommunernes Landsforening og Det Kongelige Akademi den 4. april, hvorefter forslagene skal prøves af i praksis på campus.