Grønlandske Myter

Layout samt illustrationer til bog om grønlandske myter til danske folkeskolers 4-6 klassetrin.

Med udgangspunkt i min researchrejse til Nuuk, Ilulissat og Narsarsuaq i Grønland, er interviews samt fotodokumentation mundet ud i en bog med grønlandske myter til folkeskolernes 4-6 klassetrin i Danmark.

Illustrationernes simplificerede billedsprog kombineret med myternes tekst, formidler det gamle inuitiske verdenssyn om en helhed, og balance med jorden, dyrene og mennesker indbyrdes samt moralske konsekvenser ved at misbruge naturens ressourcer. Værdier der kan virke fjerne i forbrugersamfundet, som unge er omgivet af i Danmark.

Bogen indeholder 7 myter fra Knud Rasmussens samling, som er valgt og  genfortalt af børn i Grønland. Bagerst i bogen er der spørgsmål til hver enkelte myte, til diskussion i undervisningen omkring myternes værdi og morale.

Det har været vigtigt for mig, at jeg fungerer som en kommunikations-kanal for den grønlandske kultur, fremfor at det er mit kunstneriske udtryk der dominerer opslagene. Af denne grund er det børn der har valgt farver og former i illustrationerne, på baggrund af en analyse af deres følelsmæssige opfattelse af disse. Illustrator er valgt som et moderne medie til at visualisere og kommunikere gamle værdier.

Bogen Grønlandske Myter er et skridt mod at skabe bånd mellem danske unge og Grønland samt at fremme forståelse og nysgerrighed af den Grønlandske kultur.