Ekstreme problemer kræver ekstreme løsninger

17 studerende og 2 undervisere fra programmet ”Extreme Environments” har slået sig ned i Gobi-ørkenen for at udvikle innovative og stedsspecifikke løsninger på regionens massive klima-, miljø-, og ressourceproblematikker. Fra i dag kan du følge deres feltarbejdet i 'Dagbog fra Gobi'.   

Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at løse klodens største udfordringer, bliver man nogle gange nødt til at rejse til ”verdens ende” for at prøve sine idéer af. Ud fra den devise har KADK’s program ”Architecture and Extreme Environments” de seneste år sendt deres studerende ud i nogle af verdens yderste afkroge for at tage livtag med tidens helt store miljø-, klima-, og ressource-problematikker, dér hvor de udspiller sig i deres mest ekstreme og voldsomme form. 

Design og arkitektur som løsningsmodel
I år går ekspeditionen til Gobi-ørkenen i Kina, hvor sandet truer med at æde sig langt ind over landets grænser, befolkningen vokser med eksplosiv hast, og luftforureningen tiltager i intensitet og volumen time for time.

Her skal 17 arkitektstuderende og 2 undervisere i samarbejde med lokale eksperter og i dialog med den lokale befolkning kortlægge og identificere regionens udfordringer og potentialer og undersøger, hvordan de kan imødegås med innovativt design og specialiserede arkitektoniske løsninger.

Med hele verden som arbejdsplads
”Fremtidens arkitekter må forholde sig til hele verden som deres arbejdsplads, men forstå dens udfordringer i en stedspecifik kontekst, hvis de vil skabe innovative løsninger på de voksende globale problematikker. Det er problematikker, der måske nok udspiller sig langt fra vores egne grænser, men som ikke desto mindre angår os alle”, siger David Garcia, leder af Institut for Bygningskunst og Teknologi og programansvarlig for ”Architecture and Extreme Environments”.

Han står selv i spidsen for den tre uger lange ekspedition til Gobi, hvor de studerende især skal arbejde med den voldsomme og voksende forurening og det paradoks, at Kina – på trods af at landets grænser trues af den ekspanderende ørken – er et af de lande, der importerer mest sand til opførelsen af hurtige betonbygninger, der kan huse den hastigt voksende befolkning.

Lokale projekter med globalt perspektiv
En af de studerende undersøger derfor, hvordan man ved at tilsætte bakterier til det sand, der allerede findes i regionen, kan opnå en bedre bindeevne og dermed producere mursten som et alternativ til betonen. En anden har udviklet et materiale, der - som en form for fluepapir – kan tiltrække og binde forurenede luftpartikler til sig. Og en tredje arbejder med udviklingen af et biologisk vandrensningssystem, der bygger på aktivering af planter – eller såkaldte ”biological attractors”.

1
/4
Aleksander Guldager undersøger om man kan bruge et telt dækket af saltkrystaller til at fjerne forureningspartikler fra luften.
Emilie Jaspers arbejder med low-tech-rensning af forurenet flodvand.
Gabriele Selmistraityte arbejder med sand som byggemateriale.
Otis Sloans projekt undersøger, om alger kan bruges til at rense forurenet luft.
Arkitekter i dag skal ikke kun forholde sig til, hvordan der skal bygges, men også til, hvad der skal bygge af og bygges med, og hvordan det kan gøres i en bæredygtig kontekst, der kan berige miljøerne fremfor at belaste dem. De studerende er tvunget til at tænke nyt og innovativt, hvis de vil lykkes med deres projekter. De kan ikke bare copy-paste, løsninger der virker i Danmark og Vesten.
David Garcia

Med FN's verdensmål som reference

Projektet i Gobi er ligesom alle andre projekter på ”Extreme Environments” relateret til FN’s verdensmål. FN-målene fungerer dermed som en konstant reference, der fastholder de studerendes fokus på hele verden som deres arbejdsplads og på de globale udfordringer som deres genstandsfelt. Det betyder imidlertid ikke, at de kompetencer, de studerende tilegner sig langt fra landets grænser ikke kan bruges herhjemme. Tværtimod.

”Hvis vi lærer at agere effektivt og succesfuldt i Arktis, i Bangladesh og i Gobi, forestil dig så, hvad vi kan udrette i København? De metoder, materialeforståelser og innovative teknologiske og byggetekniske tilgange, vi udvikler under ekstreme forhold har et enormt potentiale i vores del af verden, hvor forholdende er mindre ekstreme, men udfordringerne ikke desto mindre de samme. Hele verden skal indrette sig på at producere, bygge og leve bæredygtigt. Vi er i fuld gang med at undersøge, hvordan vi gør det bedst – og det gør vi mest effektivt i de regioner i verden, hvor det for alvor brænder på”. 

Fra i dag kan du læse om nogle af de projekter, de studerende skal prøve af under ekstreme ørkenforhold, og følge David Garcia og de studerendes feltarbejde i 'Dagbog fra Gobi'.