Designløsninger til sundhedssektoren

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

I samarbejde med Copenhagen Health Innovation i Region Hovedstaden har bachelorstuderende udviklet en række designforslag til sundhedssektoren.

En stor gruppe bachelorstuderende fra Det Kongelige Akademi har brugt efteråret på at udvikle designforslag- og løsninger til hospitaler i samarbejde med Copenhagen Health Innovation (CHI) i Region Hovedstaden.

De studerende har deltaget i et tværgående undervisningsforløb, ’Designmetoder og samarbejde’, hvor de i grupper har arbejdet med konkrete cases fra sundhedssektoren, som de har researchet på og udviklet designløsninger til.

Via kontakter etableret med hjælp fra Copenhagen Health Innovation er de studerende blevet præsenteret for en række konkrete problemstillinger fra sundhedspersonale på Bispebjerg Hospital, Herlev og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet. Udfordringerne for sundhedspersonalet handler fx om kommunikation og samarbejde mellem afdelinger, wayfinding, indretning og rumlig udformning og beklædning til personale og indlagte.

Sundhedssektoren har brug for designstuderende
Samarbejdet mellem de designstuderende og sundhedssektoren rummer et stort potentiale, både for de studerende, der får vigtig erfaring som de kan bygge videre på, og for sundhedspersonalet på hospitalerne, der får et nyt blik på udfordringer fra hverdagen.

”De studerende har virkeligt formået at kombinere noget, der er brugbart og nemt tilgængeligt for personalet at arbejde med, samtidig med at de har tænkt former og farver og en flot designløsning ind i det,” siger Mette Engell Gundersen, klinisk underviser og case-stiller fra kræftafdelingen på Herlev Hospital.

Også Copenhagen Health Innovation ser positivt på samarbejdet:
”Det er altid fedt at få bekræftet, at fremtiden er i gode hænder hos de her studerende,” siger Nina Riis, innovationskonsulent hos Copenhagen Health Innovation. ”Forhåbentligt er det fremtidige kollegaer, jeg kommer til at møde derude - designere der også er interesserede i at være med til at udvikle sundhedssektoren, fordi vi har i den grad brug for dem!”

Eksempler på projektcases

UngeRiget
Studerende fra Institut for Visuelt Design har arbejdet med en problemstilling stillet af SpilleRiget, et udviklingsprojekt på Rigshospitalet, der har til formål at skabe et samlet sted hvor unge indlagte i alderen 14-17 år og deres pårørende kan finde digital leg og aktivitet under hospitalsopholdet.

Gennem spørgeskemaundersøgelser og interviews med tidligere indlagte og eksperter har de studerende fundet frem til en række kerneudfordringer, der blev udgangspunktet for arbejdet med denne case. Det blev til løsningsforslaget ”UngeRiget” - et digitalt univers på appen SpilleRiget, der skal facilitere et socialt liv, mere fysisk aktivitet og bedre mentalt helbred hos langtidsindlagte unge.

Velkomst på Herlev Hospitals kræftafdeling
Kræftafdelingen på Herlev Hospital eftersøger med denne projektcase en løsning til bedre kommunikation mellem faggrupper og patienter, for at kunne skabe et sammenhængende forløb for den kræftsyge patient på sengeafsnittet. Som løsningsforslag til denne case har en gruppe studerende fra Institut for Visuel Design udarbejdet et designforslag i form af en velkomstbog, der samler al ikke-livsnødvendig information til patienten. Den skal give patienten en følelse af kontrol og overblik og samtidig aflaste personalet, som i stedet kan fokusere på anden omsorg.