Arkitektstuderende vinder international VELUX-pris
International VELUX Award for arkitektstuderende har netop præsenteret årets vindere. Temaet i 2024 var 'Light of Tomorrow' og i kategorien 'Daylight Investigations' vandt Anders Eugen Lund fra programmet Architecture and Extreme Environments. Hans projekt 'Solar Sinter' udforsker om man ved hjælp af sollys kan sikre indiske lerhuse mod at blive vasket væk af monsunregn.
’Solar Sinter’ var en del af Anders Eugen Lunds første semesters projekt på kandidatprogrammet Architecture and Extreme Environments, og handlede om at sikre lerhuse i Indien. Husene fungerer godt, men de bliver ofte vasket væk af monsunen, og kræver hyppige reparationer og vedligehold.
”Mit projekt gik ud på at forsøge at brænde facaden på lerhusene, så de blev keramiske,” forklarer Anders Eugen Lund, der fik mulighed for at omsætte sine ideer til praksis på et feltarbejde i Indien. ”Det var med lidt blandet held, for vi skal op over 400 grader, for at facaden bliver keramisk og ikke bliver til ler igen. Men vi kunne se, at der var en lille forbedring ved at brænde facaden med en linse – også selv om vi ikke nået op på høje temperaturer.”
Grundigt arbejde og stor energi
Anders Eugen Lund præsenterede for nylig sit projekt for en jury ved konference i Münster, hvor arkitektstuderende fra hele verden var samlet. Juryen var imponeret over projektet, der forsøger at tackle et reelt problem med en praktisk, CO2-neutral løsning. "Selvom det endnu ikke er helt færdigt - som studenterarbejde jo ikke er - var der en energi og et grundigt, interessant arbejde bag projektet," sagde Jenni Reuter, medlem af juryen.
Med prisen følger en præmie på 5.000 euro, og de skal ifølge Anders Eugen Lund bruges, når han til november skal med Architecture and Extreme Environments på nyt feltarbejde i Skotland.
Om International VELUX Award
Konkurrencen har til formål at anspore arkitektstuderende til at udforske temaet dagslys. Den sigter mod at udforske fremtidens dagslys i det byggede miljø med en åben og eksperimenterende tilgang, og søger at udvide rammerne for dagslys i arkitekturen, herunder æstetik, funktion, bæredygtighed og samspillet mellem bygninger og omgivelser. Konkurrencen blev afholdt for 11. gang i år, og 468 projekter deltog.