Isolering af tang

Uld fra skotske får renser luften på et autoværksted

Anders Eugen Lund
Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

Kan tang bruges til at holde på varmen, og er uld et godt partikelfilter? Det var nogle af de spørgsmål, 28 arkitektstuderende i efteråret 2024 rejste til Skotland for at finde svar på. De tog på feltarbejde som en del af programmet 'Architecture and Extreme Environment'. Her arbejder de studerende med konkrete problemstillinger i ekstreme miljøer. 

Skotland er blandt andet kendetegnet ved en masse regn og rusk. Atlanterhavet på den ene side og Nordsøen på den anden skaber et barsk klima, hvor havet eroderer en del af kysten. Aberdeen er også kendt for at være center for olieindustrien, og byen kæmper med en del forurening. 

Da Skotland har vedtaget meget ambitiøse mål for grøn omstilling, har de studerende ifølge arkitekt og programansvarlig David Garcia mange muligheder for at finde på projekter og føre dem ud i livet. 

”Vi vil gerne have, at de studerende udvikler og afprøver deres ideer sammen med de lokale. På den måde bliver arkitektur noget, der skabes og formes sammen med de mennesker, der lever i området,” forklarer David Garcia. 

Uld renser autoværkstedet og tang holder på varmen

I en måned byggede og testede de 28 studerende deres ideer i tæt samarbejde med lokale i og omkring den skotske by Aberdeen. 

Et af projekterne er af Michelle Høglund-Rodriguez Andersen. I Skotland er der mange får, og deres uld ender ofte med at blive brændt, da det ikke kan betale sig at forarbejde den. Michelle Høglund-Rodriguez Andersen forsøgte i sit projekt at bruge ulden som et luftfilter – blandt andet i et autoværksted. Hun ville se, om uld kan være med til at forbedre luftkvaliteten steder, hvor der er mange partikler og forurening. Projektet viste, at uld kan virke som partikelfilter. 

Luftilter af uld testes på et autoværksted i Aberdeen
Michelle Høglund Rodriguez Andersen testede sit uld-partikelfilter på et autoværksted i Aberdeen

Anders Eugen Lund har forsøgt at skabe isolering ud af tang. Han har i sit projekt skabt små hvide plader af tang og undersøgt, om de kan isolere. Pladerne er skabt ved at blande tang med kalk og sæbe, og de lette plader viste sig at kunne holde på varmen. Og der er brug for nytænkning, når 10 procent af bygningerne kæmper med svamp, og kun 16 procent er isoleret. 

Anders Eugen Lund testede tangs isoleringsevne i projektet 'The Algae Igloo'