Plus To: Efteruddannelse for unge arkitekter

Er du arkitekt og ønsker at styrke dine kompetencer til at håndtere byggeriets komplekse hverdag? Plus To er for dig, der vil have et praksisnært vidensgrundlag, som hjælper dig til at navigere i branchen og forstå byggeriets værdikæde.

Danmarks arkitekter er verdenskendte for evnen til at skabe projekter af højeste arkitektonisk kvalitet. Men det daglige arkitektarbejde byder på langt flere opgaver end kunstnerisk formgivning og bearbejdning. Det kræver flere forskelligartede kompetencer – lige fra projekt- og budgetstyring til indsigt i bygningsreglementet og dialoger med bygherrer og andre samarbejdspartnere.

Foto: Arkitektforeningen

Med Plus To får du indsigt i byggeriets roller, ansvar og processer. Du bliver styrket i din rolle som arkitekt og rådgiver og klædt på til at følge et projekt fra skitsering til projektering og byggeri. Du bliver klogere på byggeriets organisering og vilkår. Du kommer omkring aftaleret, rådgiverens rettigheder og pligter, projektering i praksis og projekternes forskellige faser. Og du får viden om byggeriets udførelse, ibrugtagen og tilsyn samt indsigt i, hvordan du tager ansvar for bæredygtighed og vidensopsamling. 

Jeg har fået faglig ballast og et stærkt netværk på tværs af branchen. Det gav nye muligheder.
Betinna Pliniussen, arkitekt MAA

Arkitektarbejde foregår i mange typer af organisationer, men uanset om du er tilknyttet en arkitektvirksomhed, en ingeniørvirksomhed, en kommune, er selvstændig eller går med iværksætterplaner, vil Plus To udfordre din faglighed, hjælpe dig til at etablere nye forbindelser på tværs af branchen og sætte skub på dit professionelle virke.

Som ung arkitekt fik jeg et dybere indblik i byggeriets faser og alle de måder, man kan være arkitekt på. Plus To gjorde mig klogere på, hvilken del af projekterne, jeg helst vil arbejde med.
Elena Astrid Rojas, arkitekt MAA, partner, Vandkunsten

Målgruppe 
Plus To henvender sig til arkitekter og landskabsarkitekter i både private og offentlige organisationer. Uddannelsen kræver, at du har:

To års erhvervserfaring 
Uddannelse fra en EU-anerkendt arkitektskole som Det Kongelige Akademi eller Arkitektskolen Aarhus.

Du har også mulighed at søge optagelse, hvis du har en anden faglig baggrund som f.eks. cand. techn. fra AAU eller kandidat i landskabsarkitektur fra KU. Skriv til os, og så tager vi en snak.

Samarbejdspartnerne bag Plus To
Plus To er udviklet af Danske Arkitektvirksomheder, FAOD, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering, Arkitektskolen Aarhus og Arkitektforeningen i tæt samarbejde og dialog med flere af landets tegnestuer og støtte fra Dreyers Fond og Grundejernes Investeringsfond.