Om Klynge for Boligforskning
Der er en lang tradition for at arbejde med boliger på Akademiet, og der har i perioder været forskellige grupperinger omkring dette, blandt andet i form af Boliglaboratoriet og Kay Fiskers arbejde. I dag bliver der arbejdet med boliger på alle arkitekturinstitutter både i forskning, Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV) og undervisning, men der er meget lidt transparens og tværgående viden om, hvad der foregår indenfor feltet på Akademiet.
Klyngen har til formål at synliggøre forskning og KUV i boliger, både internt på Akademiet og eksternt i forhold til det omkringliggende samfund og mulige samarbejdspartnere. Målet er at fremme aktiviteter indenfor forskning og KUV i boliger, etablere nye samarbejder i Danmark og internationalt, og at styrke kvaliteten af Akademiets arbejde med boliger. Det er desuden hensigten af bidrage til Akademiets overordnede målsætninger om at stå stærkt indenfor bæredygtighed i det byggede miljø.
Boliger i forskning og KUV
Boligen har altid spillet en afgørende rolle i menneskers liv. Det gælder for det enkelte individ og dets familieliv og for måder, vi strukturerer vores samfund på. I forhold til den grønne omstilling af vores samfund, som er en af de væsentligste udfordringer verdenssamfundet står overfor i dag, spiller måden vi bor på også en afgørende rolle. I Danmark udgør boligen en meget væsentlig del af vores ressourceforbrug i forhold til nybyggeri og vedligehold af den eksisterende boligmasse. Vores hjem danner også rammen for en stor del af vores øvrige forbrug, hvilket ansporer til en gentænkning af vores boligformer som en væsentlig del af den grønne omstilling. På Akademiet er der mange forsknings- og KUV-projekter med fokus på boligen, men der mangler en samlende platform for disse, som kan synliggørelse de enkelte projekter og skabe mulighed for diskussioner og samarbejder på tværs.
Boligforskning omfatter en lang række skalaer og fagområder indenfor arkitektur. Studierne strækker sig skalamæssigt fra møbler og inventar over bygningen og bebyggelser til by- og landskabsplanlægning. Boligspørgsmål berører fagområder på alle fire arkitekturinstitutter, herunder teknologiske, historiske, sociale og samfundsmæssige spørgsmål. Hver for sig er de væsentlige brikker i udformningen af boliger og tilsammen kan de bidrage til en holistisk og bæredygtig måde at forstå og arbejde med boligforskning og KUV på.