Advisory board | Claus Bech-Danielsen (DK)

Sommerhusområder – de glemte forstæder.

I det følgende skal det handle om sommerhuse. Jeg vil imidlertid starte et andet sted, med at fokusere på boligbyggeriet, der gennem de sidste hundrede år har været et væsentligt instrument i udviklingen af det danske velfærdssamfund. Inspirationen blev i de første mange årtier af det 20. århundrede fundet i modernismens arkitektur- og planlægningskoncept. Modernismens arkitekter betragtede boligen som det sted, hvor det moderne liv skulle udvikles og udfoldes, og stort set alle førende modernister udviklede en række boliger, der er kommet til at stå som milepæle for datidens arkitektoniske udvikling og som stadig inspirerer mange arkitekter i dag. De bedste af disse boliger har fået status af ikoner, der repræsenterer datidens boligarkitektur og står som udtryk for de idealer, der prægede boligarkitekturen i den pågældende periode. Disse ikoner er stort set til stede i al den litteratur, der beskriver boligarkitekturen i den første halvdel af det 20. århundrede. Følgende fire bebyggelser, der er opført i hvert sit årti, hører til blandt de vigtigste af disse ikoner:

1920’erne: Villa Savoye, tegnet af Le Corbusier i 1928,er nok den bygning, der oftest gengives i bøger om modernismens boligarkitektur. Huset står som et lysende eksempel på mellemkrigstidens arkitektoniske udvikling, og med de hvide væggeog den rituelle opstigning gennem huset - fra den lille håndvask ved indgangen til solariet på tagterrassen – symboliserer huset den fysiske og mentale renselsesproces, der skulle ske i modernismens boliger.

1930’erne: Falling Water, tegnet af Frank Lloyd Wright i 1935, er det mest velkendte af Wrights huse og formentlig det mest afbillede hus i litteratur om boligarkitektur fra 1930’erne. Huset fremhæves som eksempel på en bolig i tæt samspil med den omgivende natur, og som udtryk for Wrights organiske arkitektur er det ofte blevet beskrevet som modbillede til den europæiske modernismes boligarkitektur. Huset benævnes ofte ’The Kaufmanns Residence’.

1940’erne: Glass house, tegnet af Philip Johnson og opført i 1949. Huset beskrives i boliglitteraturen som et af de første eksempler på en minimalistisk bolig og som et tidligt eksempel på udnyttelse af industrielle materialer som glas og stål i boligarkitekturen. Også udnyttelsen af glassets transparens til opløsning af grænsen mellem boligens interiør og eksteriør fremhæves i beskrivelser af Glass House. Huset blev opført til Philip Johnson selv, og det beskrives ofte som ‘Philip Johnsons egen bolig’.

1950’erne: Farnsworth House, tegnet af Ludwig Mies van der Rohe og opført in 1951. Også i Farnsworth House er der eksperimenteret med anvendelse af industrielle materialer, med minimalistisk boligudformning og med udnyttelse af glassets transparens. Huset fungerer i dag som besøgssted, og på dets hjemmeside præsenteres huset som ‘one of the most famous examples of modernist domestic architecture’.

Det vil næppe kræve lange diskussioner at placere de fire huse som nogle af de mest betydningsfulde værker i udviklingen af det 20. århundredes boligarkitektur, og i litteratur om modernismens boligarkitektur har de da også typisk en fremtrædende rolle. Det er imidlertid interessant at konstatere, at ingen af de fire huse er egentlige boliger. De er alle tegnet som fritidshuse. Villa Savoye var et landsted for den velhavende Savoye-familie, der havde deres primære bolig i det centrale Paris. Falling Water – eller The Kaufmanns Residence som det også kaldes – var et weekend fristed for en succesfuld forretningsmand fra Pittsburg, Edgar Kaufmann. Også Glass House, der eller beskrives som ’Philip Johnsons egen bolig’, har i realiteten udgjort hans fritidshus. Og endelig var Farnworth House tegnet som et weekend fristed for Edith Farnsworth, der boede i Chicago 90 km væk.

Modernismens boligarkitektur lod sig tilsyneladende bedst udvikle i sin reneste form i fritidshuset, og litteraturen vælger igen og igen at overse, at de fire huse rent faktisk er sommerhuse. Sommerhusene befinder sig i helårshusenes skygge, og den primære bolig og den sekundære bolig står i et særligt forhold til hinanden. For at forstå sommerhuset, må man forstå det i sammenhæng med helårshuset, og der et interessant - og til tider paradoksalt - forhold mellem fritidshuse og helårshuse i Danmark.

Parcelhus og sommerhus – paralle udviklinger

Da velfærdsstatens byplanlæggere skulle udvikle det 20. århundredes boligområder rettede de blikket mod horisonten, og i byernes periferi skabte de forstæder med rigelig adgang til lys, frisk luft, fred og ro, og adgang til landskabelige kvaliteter. I Danmark blev de fleste af forstædernes boliger opført som enfamiliehuse, og den udvikling tog især fart i 1960’erne og 1970’erne, da velstanden for alvor kom til Danmark. I løbet af de to årtier blev der opført 430.000 enfamiliehuse i de danske forstæder.

Der var travlhed i byggeriet i de to årtier, for det var samme periode, at byggeriet af sommerhuse for alvor fandt sted. Også her var den voksende velstand forudsætningen for, at den danske middelklasse kunne realisere drømmen om sommerhus, og med til at muliggøre drømmen var også den øgede bilisme, som både sommerhuskvartererne og parcelhuskvartererne er afhængige af. Det store byggeri af danske sommerhuse fandt sted i 1960’erne og 1970’erne, hvor halvdelen af de ca. 220.000 danske sommmerhuse er opført (Andresen & Vacher 2009). Selv om der kom gang i byggeriet af sommerhuse igen i 1990’erne, har det aldrig været i nærheden af 1960’ernes og 1970’ernes niveau (Hjarlager 2009).

Samtidig med at boligbyggeriet i det 20. århundrede primært fandt sted i de forstæder, der har lys, luft og rolige landskaber som deres udråbte kvaliteter, er sommerhusområder således blevet udviklet endnu længere ude mod horisonten – med en dyrkelse af præcis de samme kvaliteter: lys, frisk luft, fred og ro, og nærhed til natur og landskabelige kvaliteter. Der har altså været tale om to samtidige bevægelser ud mod byens landskabelige omgivelser – ud mod sommerhusområder og parcelhusområder, og begge bevægelser er blevet udviklet med livet i den fortravlede og larmende storby som modbillede. Sommerhusområder er en anden version af forstad.

Man kunne tro, at en del af byernes befolkning flyttede ud i de grønne parcelhusområder, mens en anden del af befolkningen valgte at blive boende i byen og i stedet skaffede sig adgang til rekreative kvaliteter ved at anskaffe sig et sommerhus. Det er imidlertid ikke tilfældet. Med til sommerhusenes paradoksale succes hører nemlig, at parcelhusejere er overrepræsenterede blandt ejerne af danske sommerhuse. Da det sidst blev undersøgt på Statens Byggeforskningsinstitut i 2009 boede tre ud af fire sommerhusejere således i et enfamiliehus eller et rækkehus til hverdag (Andersen & Vacher 2009). Dette bliver endnu mere paradoksalt, når man ser, at mange danske sommerhusområder udvikles som små kopier af parcelhusområder omgivet af hække, blomsterbede og velklippede græsplæner. Langt hen ad vejen er det de samme mennesker, der ejer både parcelhusene og sommerhusene, der langt hen ad vejen er opført med udgangspunkt i de samme idealer. Spørgsmålet melder sig, hvorfor ejerne vil have to huse, der er så ens?

’Obels Kvarter’ ved Vesterhavet er et eksempel på, at sommerhusområder kan være så meget andet og mere end en tro kopi af helårshusenes forstæder. Haver og hegn ikke tilladt, og de private grundstykker indgår som del af det store landskab, som alle kan færdes i. Vejene udgøres af minimale spor i grus, og stier er smalle og uden belægning, og der er begrænsninger på husenes størrelse.

To boliger – to liv

En væsentlig del af forklaringen er, at der ikke alene er tale om do boliger. I bund og grund leves der to forskellige liv i de to huse. Livet i sommerhuset leves efter andre normer og regler end dem, der udleves i den primære bolig. Et godt eksempel er, at mange sommerhusejere giver udtryk for, at det er meget nemmere at have gæster i sit sommerhus end i parcelhuset. ”Det er det faktisk. For det er lige som om at det er mindre konventionelt, synes jeg. Der kan folk selv begynde at smøre deres madpakke, hvis de har lyst. Der ville jeg nok kigge lidt, hvis de begyndte at gøre det der hjemme, ikk?", fortæller en kvindelig sommerhusejer. Andre fortæller, at deres spisetider er anderledes i sommerhuset, at de spiller nogle særlige spil, at de leger mere med deres børn og at de er hurtigere til at komme ud på terrassen og i naturen i sommerhuset, end de er i deres parcelhus.

I helårsboligen leves ét liv, i sommerhuset leves et andet. Flere sommerhusejere omtaler således livet i henholdsvis parcelhus og sommerhus som ’to forskellige liv’. En kvinde fortæller eksempelvis, at hun kan føle det lidt voldsomt at rykke frem og tilbage fra helårsboligen til sommerhuset, da hun synes, at det er to meget forskellige liv, hun lever i de to huse. En anden fortæller, at når først bagagen er pakket ud, så kan livet fra for to uger siden fortsætte. En sommerhusejer, der har 45 kilometer mellem sin helårsbolig og sit sommerhus synes, at det er fantastisk ”at have så kort til to forskellige liv". I løbet af køreturen til sommerhuset foretager beboerne et mentalt switch, de transformerer sig fra en tilstand til en anden, og med opholdet i sommerhuset etablerer de en tidslomme, hvor de lever et andet liv i en anden verden. De efterlader hverdagslivets forpligtelser i helårsboligen, og udlever romantikkens drøm om det simple liv, tæt på naturen i tæt samvær med familie og venner. De søger et frit liv uden hverdagens bindinger og forstyrrende realiteter.

Undersøgelser af danskeres boligpræferencer har slået fast, at der er stor forskel mellem danskernes drømmebolig og deres reelle boligvalg. Mange danskere, der til dagligt lever i forstædernes parcelhuse, har således et lille landsted med marker og plads til dyr og hobbyaktiviteter, som deres drømmebolig (Ærø, 2002). Når de skal købe en bolig melder realiteterne sig imidlertid, og de vælger en bolig, der er i nærheden af institutioner, indkøbsmuligheder, legekammerater, offentlig transport osv (ibid.). De træder ud af drømmen, og indfanges af hverdagslivets realiteter. I sommerhuset udlever beboerne deres drømme – på afstand af hverdagens forstyrrelser. Og netop afstanden mellem helårsboligen og sommerhuset beskriver flere beboere som vigtig. Flere sommerhusejere fortælles eksempelvis, at det ville være helt komisk, hvis de to huse lå for tæt på hinanden, så sommerhusets indkøb eksempelvis skulle foretages i dagligdagens butikker. Omgivet af hverdagslivets kulisser er det svært at gennemføre drømmelivets rollespil. Ved mødet med sin nabo ville man vågne brat op af drømmen - og se et ubehageligt syn af sig selv med skægstubbe, joggingdragt, gammel sweater og gummistøvler.

Sommerhusets beboere holder derfor krampagtigt fast ved drømmen, også når ting fra hverdagen på forskellig vis sniger sig ind i sommerhusområdet. Det har jeg oplevet flere gange under interviews med sommerhusejere, eksempelvis da en mand fortalte om freden og roen i sommerhuset, mens en nabo larmede med en motorsav og en vandscooter fik fuld gas på vandet. Sommerhusets ejer negligerede på forunderligvis støjen – som når man midt i en dejlig drøm krampagtigt forsøger at holde fast i drømmetilstanden, hvis nogen forsøger at vække én.

Ude af øje

I lyset af ovenstående er det måske lettere at forstå, hvorfor så mange af modernismens epokegørende boliger er sommerhuse. I udformningen af sommerhuset kunne modernisterne etablere et tabula rasa - fri af fortidens konventioner og hverdagslivets vanetænkning. I udviklingen af sommerhuset kunne de etablere deres drøm om en bolig, fri af bindinger til en historisk kontekst, og de kunne undgå de kompromisser, som det moderne hverdagsliv er sammensat af. I udformningen af sommerhuset kunne modernismens arkitekter udvikle drømmen om et moderne frigjort liv.

Det er måske også forklaringen på, at husenes eksistens som sommerhuse så ofte overses. For i hukommelsen af at husene er beregnet til midlertidig brug i fritiden afsløres det, at de ikke opfylder behovene til et sammensat hverdagsliv. Det afsløres, at arkitekternes etablering af et tabula rasa sker i en tidslomme, der lukker realiteterne ude. Det afsløres, at forestillingen om det moderne og liv fri for konventioner og historiske bindinger er en illusion.

Sommerhusene findes i det skjulte, og ofte overses de som en del af den byggede virkelighed. Til trods for, at der findes cirka 220.000 sommerhuse i Danmark, ofte placeret i naturskønne områder, er det overraskende, så lidt fokus der er på denne del af den danske bygningsmasse. Litteraturen er beskeden på området, og også i kommunerne er interessen begrænset. Det kom til syne, da jeg for nogle år tilbage sammen med Peder Duelund Mortensen interviewede en række kommunale planlæggere om deres erfaringer fra sommerhusområder. Selv de vigtigste danske 'sommerhus-kommuner' har ikke en egentlig politik på området, og kun sjældent suppleres kommunernes erhvervspolitik med en turistpolitik, der fokuserer på kommunale udviklingsmuligheder i sommerhusområderne. Sommerhusejerne har bopæl i andre kommuner - det er dér, de udfylder deres stemmeseddel, og derfor har få politikere i sommerhus-kommunerne stor interesse i sommerhusområdernes udvikling.

I den internationale litteratur beskrives fritidshuset ofte som 'det gemte sted' og som den 'hemmelige hytte'. Også de danske sommerhuse er ude af øje, de findes i det skjulte, som en drøm, der glemmes i samme øjeblik beboerne forlader den og vender tilbage til hverdagens virkelighed. Når beboerne forlader huset, lukkes det ned, og tiden i sommerhuset sættes i stå. At lukke et sommerhus af når det forlades, beskrives af mange beboere som bestående af en lang række handlinger af næsten rituel karakter. Det er blevet fortolket i flere sommerhuse, særligt markant i den gæstebolig, som Vilhelm Wohlert tegnede til Niels Bohrs sommerhus i 1958. På husets sydvendte facade fungerer store træpaneler som overdækning for terrassen langs husets store glaspartier. Når huset forlades, lukkes træpanelerne ned for vinduerne, og huset fremtræder som en tillukket æske. Så ligger huset ude i naturen, og kan minde om et barn, der holder sig for øjnene i troen på, at det ikke kan ses af omgivelserne. Som et skrin, der venter på at livet i naturen kan fortsætte uforstyrret. Dét er drømmen i sommerhuset.

Teksten er baseret på en artikel af samme forfatter:

Bech-Danielsen, C., 2015. The Secret Suburb: Second Lives in Second Homes. I: Steiner, H. & Veel, K. (red.). Invisibility Studies: Surveillance, Transparency and the Hidden in Contemporary Culture . Oxford, Bern, Berlin, Bruxelles, Frankfurt am Main, New York, Wien: Peter Lang, Bind 23, side 203-221.

Referencer

Andersen, H. S., Vacher, M., 2009. Sommerhuse i Danmark. Hvem har dem og hvordan bruges de? http://boligforskning.dk/sites/default/files/cbvnotat%20sommerhuse%20_2_.pdf

Bech-Danielsen, C., Gram-Hanssen, K., 2012. Second homes – another life in another Suburbia : A study on architectural design and cultural ideals related to Danish "summerhouses". I: Nordic Journal of Architectural Research, Vol. 1.2011.

Gram-Hanssen, K., Bech-Danielsen, C., 2009. Sommerhuset - om at komme ud og væk og være sammen. Paper presented at NSBB, Nordisk Samfundsvidenskabelig By- og Boligforsker konference, Danmark.

Hjarlager, A.-M., 2009. Udviklingsdynamikker i sommerhussektoren. Copenhagen, Center for Bolig og Velfærd.

Ærø, Thorkild, 2002. Boligpræferencer, boligvalg og livsstil: Ph.d.-desertation. Hørsholm, Danish Building Research Institute.

Claus Bech-Danielsen, Arkitekt MAA, professor

• Professor, Institut for Byggeri, By og Miljø
• Professor, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet
• Professor, Sektionen for By, Bolig og Ejendom (BBE)
• Forskningsgruppen Transformation af Boliger og Steder

Claus Bech-Danielsen er en del af forskningsgruppen Spaces of Danish Welfares advisory board.