Islamisk arkitektur

I løbet af efteråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om arkitektur i antikken og middelalderen. Lektor Anne Romme forelæser om islamisk arkitektur. 

Den islamiske arkitekturs historie strækker sig over mange århundreder, fra omkring år 700 og frem til i dag. Den har en geografisk udbredelse fra Spanien til Indonesien og fra Centralafrika til det sydlige Rusland. For at forstå den islamiske arkitekturs historie, må man se på både sociale, kulturelle, samfundsmæssige, politiske og religiøse sammenhænge.

Den islamiske arkitektur har en tendens til at være orienteret mod det indre, fremfor det ydre. De ydre facader er ofte helt fraværende, fordi bygninger støder direkte op til omgivende bygninger. Eller også giver de kun lidt information om den arkitektur, som gemmer sig bag facaden. Derimod er de indre rum rigt detaljerede. Det gælder både det traditionelle, arabiske hus, som organiseres omkring et indre gårdrum, men også større moskeer, som flettes ind i byens væv.

Islamisk arkitektur er sjældent organiseret omkring akser og gennemgående retninger, men optræder snarere som feltbetingelser. Tilføjelser og udvidelser af arkitekturen sker gradvist og kan sammenlignes med den måde cellestrukturer akkumulerer.

Islamisk arkitektur kan ikke opdeles i særlige former, som bruges til specifikke funktioner. De samme konstruktionsprincipper, arkitektoniske elementer, dekorationsprincipper og organisationsformer anvendes på tværs af programmer og funktioner, som uden problemer kan ændres over tid.

Efter et kort, kronologisk overblik vil forelæsningen vil gennemgå den islamiske arkitekturs historie ved hjælp af forskellige bygningstyper og principper – moskeen, paladset, huset, markedet (caravansarai) og ornamentet.