Kritisk regionalisme
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
København K
Danmark
I løbet af foråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om moderne arkitektur og samtidsarkitektur. I denne forelæsning vil Christoffer Harlang, professor ved Institut for Bygningskunst og Kultur, forelæse om kristisk regionalisme.
Som fremhævet af arkitekturhistorikerne og -teoretikerne Liliane Lefaivre og Alex Tzonis i artiklen “The Grid and the Pathway” fra 1981 har spørgsmålet om regionalisme, på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste to og et halvt århundrede, præget arkitekturen i de fleste lande. Regionalisme her forstået som fremhævelsen og dyrkelsen af regionalt funderede arkitektoniske træk over for universelle og mere abstrakte træk. Eller fremhævelsen af det lokale over for det globale.
Med afsæt i Lefaivre/Tzonis artikel forsøgte den britisk/amerikanske arkitekturhistoriker og -teoretiker Kenneth Frampton i 1983 at indkredse en sådan strategi i artiklen “Towards a Critical Regionalism: Six Point for an Architecture of Resistance.” Med tanke på dele af den såkaldte postmodernistiske arkitektur taler han her for en modstand mod såvel en ukritisk populisme som et markedsdrevet betydningstab og det dermed forbundne tab af nærvær. Modsvaret er en arkitektur som på én gang er såvel regionalt og stedsorienteret, som universel. En arkitektur som er tektonisk bevidst og fænomenologisk orienteret.
Forelæsningen vil fokusere på det arkitektoniske nybrud, som sidst i 1980’erne manifesterede sig i flere lande. Omend dens udgangspunkt var et andet, betonede også denne arkitektur stedsrelationen, det tektoniske og arkitekturens perceptoriske virkning. Med udgangspunkt i projekter af Alvaro Siza, Peter Zumthor, Valerio Olgiati m.fl. skal det således forsøges at indkredse kontemporær arkitekturs forhold til begrebet om kritisk regionalisme.