Mesopotamisk og egyptisk arkitektur

I løbet af efteråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om arkitektur i antikken og middelalderen. I denne forelæsning giver lektor Martin Søberg en introduktion til arkitekturhistorie, og forelæser dernæst om mesopotamisk og egyptisk arkitektur. 

Omkring år 5.000 f.v.t. udvikler tidlige landbrugssamfund sig til bystater ved de to store floder Eufrat og Tigris i det nuværende Irak. Fra de tidligste mesopotamiske samfund har vi rester af byer og omfattende tempelanlæg, eksempelvis de såkaldte ziggurater, der er beslægtet med trinpyramider. Mesopotamisk arkitektur er karakteristisk i sin brug af mursten, der i nogle tilfælde er glaserede i stærke farver og anvendt dekorativt i eksempelvis dyre- eller planteornamenter. 

Den egyptiske arkitektur er kendetegnet ved sin massevirkning og betoningen af aksiale forhold, det vandrette (eksempelvis processionsvejen) og det lodrette (eksempelvis obelisken). I grav- og tempelanlæg tjener arkitekturen som symbolsk repræsentation af kosmos.

Eksempelvis viser brugen af symbolske former sig i pyramidernes klare geometriske form – en videreudvikling fra tidligere gravtyper, først den såkaldte mastaba, siden trinpyramiden. I tempelanlæggene markeres indgangspartier gerne ved tårnlignende bygninger (pyloner), mens det indre kan rumme vældige og tætte søjlehaller (hypostyler).