På sporet af den første arkitektur: Tidlige relationer mellem menneske, dyr, rum og landskab

I løbet af efteråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om arkitektur i antikken og middelalderen. Adjunkt Kristine Annabell Torp forelæser om de tidlige relationer mellem menneske, dyr, rum og landskab. 

Det vi ofte referer til som ’forhistorien’ omfatter den periode af vores tidsregning, hvorfra vi ikke har skriftlige kilder der kan sætte overlevende artefakter i kontekst. Materielle udsagn fra disse epoker er således udelukkende henvist til eftertidens fortolkning og historieskrivning, og dermed muligvis i endnu større grad genstand for politiske projekter og kulturelle omstændigheder end tekstlig funderede tidsepoker. I forelæsningen vil jeg dels kaste et blik på arkitekturhistoriens forståelse af sine egne grundformationer, inklusiv synet på såkaldt ’primitiv’ arkitektur, og hvordan dette igen hænger sammen med den vernakulære – arkitektløse – arkitektur, hvilet kan vise sig at så tvivl om præmissen for begrebet ’forhistorisk’ arkitektur.

Ursula Le Guins ofte brugte ’bæreposeteori’ kommer igen på banen, denne gangen som en parallel til spørgsmålet om hvorvidt de tidlige menneskers huler er at betragte som arkitektur eller ej. Vi kigger i det hele taget lidt ekstra på hulerne, og især malerierne heri, i forsøget på at finde en arkitektonisk begynderkontur. I forlængelse heraf, kommer vi forbi stenens – lithos – betydning for den videre bearbejdelse af landskabet, både som decideret værktøj, men også som rumdannende materiale til at skabe steder og ting - i dobbelt forstand.

Som en understrøm i denne tidlige arkitektur ligger spørgsmålet om selve menneskets opståen, eller som Sloterdijk formulerer det, så må ’”menneskets” historie […] forstå[s] som dets rumdannelsers stille drama’ – et drama, der netop skal ses som en vedvarende omstændighed, og ikke som et afsluttet, palæolitisk kapitel, i hvert fald hvis vi skal tage den kolonial-antroposcæne tilstand alvorligt, med de rum(gen?)dannelser det kalder på. Ved at åbne op for ’den dybe antroposcæne tid’, skal vi se på hvordan homo sapiens er kendetegnet ved et topografisk engagement, og således fra begyndelsen har haft en omfattende indflydelse på sine omgivelser og økosystemer.