Renæssancens og barokkens byer

Pienza, Italien. Foto: Andrea Bertozzi. Wikimedia Commons. CC BY-SA 4.0.
Dato
26.04.2023
Tidspunkt
13.00 - 14.30
Adresse

Det Kongelige Akademi
Danneskiold Samsøes Alle 51
København K
Danmark

Pris
Gratis adgang

Det Kongelige Akademi holder i foråret 2023 en forelæsningsrække om renæssance, manierisme og barok. Professor emeritus Jens Kvorning forelæser ved den 6. forelæsning i rækken om renæssancens og barokkens byer.

Den tidlige renæssance er knyttet til de velhavende italienske bystater og fyrstendømmer og betegner et grundlæggende kulturelt brud med kirkens forklaringsmonopol på verdens indretning. Mennesket kunne nu, med den indsigt, som naturvidenskaberne og filosofien gav, både forklare og forandre verdens indretning. Renæssancens ledende kunstnere og arkitekter udgav såkaldte ’traktater’, hvor de redegjorde for deres syn på den ideelle arkitektur og byform. Geometrien blev anset for en af de videnskaber, som kunne forklare verdens indretning og dermed afdække universets guddommelige orden, og derfor måtte den ideelle by også formes som en perfekt geometrisk konstruktion. Traktaterne beskrev mest byen som et todimensionalt diagram, mens byens arkitektur blev beskrevet i malerkunsten og udviklet i scenografien. 

Rom indtog på grund af splittelsen i den katolske kirke ikke nogen central rolle i udviklingen af den tidlige renæssances byplan og byarkitektur, men i høj- og senrenæssancen bliver Rom udgangspunktet for nogle skelsættende arbejder: Sixtus den V’s plan for rekonstruktion af Rom og Berninis plan for Peterspladsen, som begge også kan ses som åbninger mod barokkens byarkitektoniske idealer. De økonomiske tyngdepunkter bevæger sig mod vest i Europa i højrenæssancen, og dens arkitektur når sent til Frankrig, Spanien og Nederlandene og får en kort blomstringsperiode, inden barokken sætter sig igennem.

Barokken kan ses som de koncentrerede magtsystemers arkitektur. Le Notres planer for først Vaux le Vicomte og senere Versailles bliver de første store og normsættende arbejde for denne storskala arkitektur, som også efterfølgende udfoldes i mange andre europæiske residensbyer. I Paris igangsættes i 1601 et forskønnelsesprogram, som skal gøre byen værdig som fast residensby for de franske konger. Det indledes med den plads som oprindeligt hed Place Royale (nu: Place de Vosges) og som viderefører idealet fra den italienske renæssanceplads. Men de følgende pladser åbner sig i bogstavelig forstand mod barokken, som steder, der favner og iscenesætter byens bevægelse, hvilket videreføres i senbarokkens næsten fuldstændige åbning af pladsen, som det sker med Place de la Concorde i Paris og pladskomplekserne i Nancy og i Bath i England.