Romersk arkitektur i den tidlige kejsertid
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
København
Danmark
I løbet af efteråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om arkitektur i antikken og middelalderen. Christoffer Thorborg forelæser om romersk arkitektur i den tidlige kejsertid.
Forelæsningen tegner sig som en kort introduktion til bygningskunsten i den tidlige romerske kejsertid, dvs. i perioden ca. 27 f.Kr. – 250 e.Kr. Som i den foregående forelæsning gennemgås også her de almindeligste bygningstyper, herunder de, der ikke forefindes hos grækerne. Også denne forelæsning vil have et formalistisk udgangspunkt, dog igen under stadigt hensyn til de betingende historiske vilkår. Således vil forelæsningen fokusere på, hvordan romerne videreudviklede grækernes formgivningsprincipper efter egne behov og under indtryk af navnlig den teknologiske og ikke mindst politiske udvikling.
I henseende hertil lægger forelæsningen en vis vægt på bygningskunstens udvikling under det, man gerne kalder “den romerske arkitekturrevolution”, som omtrent udfolder sig i perioden mellem den store brand i Rom i 64 e.Kr. under kejser Neros styre til kejser Hadrians død i 137 e.Kr. Ligesom udviklingen i den græske klassiske periode får uhyre virkningshistoriske konsekvenser for den europæiske arkitektur sidenhen, får udviklingen af bygningskunsten i den tidlige romerske kejsertid tilsvarende konsekvenser, måske endog større.