7. mio. kroner fra Bevica Fonden til inklusion i arkitektur og design
Ny bevilling fra Bevica Fonden på 7 mio. kroner understøtter Det Kongelige Akademis arbejde med inklusion i forskning og undervisning. Bevillingen gør det muligt at udvide og supplere det nuværende samarbejde, og omfatter forskning, ph.d.-projekter og en ny gæsteprofessor.
Arkitekter og designere har stor indflydelse på hvordan rammerne for menneskets fysiske hverdagsliv er udformet igennem de løsninger og produkter de skaber. Men at udtænke løsninger og få ideer, der kan gøre livet nemmere for mennesker med funktionsnedsættelser, kræver at man har et inkluderende mindset at arbejde ud fra.
Leave no one behind
Under overskriften 'Leave no one behind' har Det Kongelige Akademi de seneste tre år sat et ekstra fokus på inklusion og universel design i forskning og undervisning. Blandt andet er over 300 studerende sendt gennem forløb, hvor de på deres egen krop har mærket, hvordan funktionsnedsættelser kan udfordre og begrænse ens muligheder.
Den erfaring har de transformeret til ideer og arbejdet konkret med hvordan man skaber opmærksomhed og forståelse for at alle mennesker og menneskekroppe skal inkluderes når vi designer nyt – men ikke mindst i vores menneskesyn og den måde vi går til problemstillinger.
"Det handler ikke alene om at overholde lovgivning med ramper og plads til kørestolsbrugere så mennesker med funktionsnedsættelse kan få adgang eller bevæge sig rundt. Det er faktisk langt større end det og rører ved det alment menneskelige – vores menneskesyn," siger Irene Lønne, Innovations- og Erhvervsdirektør på Det Kongelige Akademi. "Løsningerne giver ikke sig selv, men med et mindset og et menneskesyn der inkluderer, ændres vores blik på den arkitektur og det design vi skaber."
Ny stor bevilling fra Bevica Fonden
Indsatsen i forhold til inklusion er sket på baggrund af en bevilling på 5 mio. kr som Det Kongelige Akademi modtog fra Bevica Fonden i 2018. Nu muliggør en ny bevilling på 7. mio. kroner fra Bevica Fonden at det nuværende samarbejde udvides og suppleres med en femårig aftale, der omfatter forskning, ph.d.-projekter og en ny gæsteprofessor.
På Det Kongelige Akademi vækker den nye bevilling stor glæde.
”Opbygningen af forskningsmiljøet og undervisningsaktiviteterne inden for universal design og tilgængelighed på Det Kongelige Akademi er kommet langt med synlige resultater," siger Mathilde Serup, der er leder af Institut for Bygningskunst og Design, hvor samarbejdet med Bevica Fonden er forankret. "Det tager tid og ressourcer og jeg er derfor glad for at vi med den nye bevilling fra Bevica Fonden kan fortsætte arbejdet og styrke både undervisningen og vidensmiljøet."
Hos Bevica Fonden ser man frem til det fortsatte samarbejde med Det Kongelige Akademi.
”Menneskesyn er en hovedoverskrift i Bevica Fondens strategi – undervisningsaktiviteterne og forskningen på det Kongelige Akademi underbygger dette fokus gennem deres tilgang og især arbejdet med at få skabt et inkluderende mindset hos fremtidens arkitekter og designere, " siger siger Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden. "Bevica Fonden er klar til at øge ambitionerne i samarbejdet og i den nye aftale skabe basis for at få inddraget endnu flere studerende, undervisere og forskere og synliggøre indsatsen i langt højere grad. Det afspejler bevillingen som har et øget fokus på det tværfaglige og eksterne samt undervisning og flere midler til forskningsopbygning."
Samarbejdet med Bevica Fonden er en del af Det Kongelige Akademis satsning på FN's Verdensmål.