Ny ph.d.: cirkulær økonomi i den danske møbelindustri
Et nyt ph.d.-projekt skal undersøge, hvordan den danske møbelindustri kan indgå i den grønne omstilling og cirkulære økonomi i Danmark og stadig bidrage med design af højeste kvalitet i menneskers hverdag. Det kræver ny viden, nye arbejdsprocesser og justerede forretningsmodeller.
Den danske møbelindustri- og tradition, som hele verden kender og beundrer, er under forandring. Nye og strengere krav om bæredygtighed, pålagt lovgivning fra EU og ønsker om cirkulær økonomi, der trækker industrien i en grønnere retning, strømmer lige nu mod branchen. Derfor har Det Kongelige Akademi netop ansat Aroop Ratan Guha til at udarbejde ny forskningsbaseret viden på området.
Fokus på grøn omstilling
Den treårige ph.d. skal bidrage med ny forskningsbaseret viden, der har til formål at lade den danske møbelindustri bevare og udvikle sin position som international konkurrencedygtig. Ved at opbygge viden om cirkulær økonomi vil forskningen pege på veje, som særligt små- og mellemstore virksomheder kan gå, når de skal navigere i transitionen fra traditionel industri til en branche med fokus på grøn omstilling.
”Der kommer rigtig meget lovgivning fra EU i øjeblikket, og det er nødvendigt at overveje, hvordan man imødekommer de ændringer i virksomhederne. Generelt leder det til meget forvirring, og mange ved ikke, hvad der er op og ned. Vi vil gerne producere anvendelig viden om cirkularitet i møbelindustrien og undersøge, hvordan cirkulær økonomi kan blive inspirerende og konkret for de danske møbelvirksomheder,” siger Aroop Ratan Guha.
Fra forskning til undervisning
Forskningsresultaterne om møbelbranchen og den cirkulære økonomi vil forhåbentlig komme til at smitte af på undervisningen på Det Kongelige Akademi.
”For fremtiden er det afgørende, at vi som uddannelsesinstitution forstår og kan navigere i den grønne omstilling. Kommende designere skal arbejde med principper om cirkulær økonomi side om side med fokus på design og objektet,” forklarer Camilla Hedegaard Møller, der er lektor på Strategic Design & Entrepreneurship og vejleder på den nye ph.d.
Behov for forskningsbaseret viden
Branchedirektør hos TMI og næstformand i bestyrelsen hos TUFF, Lærke Flader, ser frem til at branchen kommer i besiddelse af ny forskningsbaseret viden, så den sikrer sin position som designnation i en global fremtid:
”Der foreligger allerede meget materiale om både barrierer og potentialer for grøn omstilling og cirkulær økonomi i dansk møbelindustri. Det interessante her er, at den viden vi allerede har, og som i høj grad har karakter af et øjebliksbillede, bliver koblet med en forskningsbaseret viden, som ud fra struktureret tilgang sikrer, at vi også får det lange lys på. Det er en meget kompleks problemstilling, vi står overfor, ift. hvordan vi griber den grønne omstilling an og stadig bevarer vores position som en stærk design nation,” siger Lærke Flader.
Om Aroop Ratan Guha
Aroop Ratan Guha har en bachelor i møbeldesign fra National Institute of Design fra Indien, hvor hans professor, Gajanan Upadhyay studerede under Poul Kjærholm på Det Kongelige Akademi i 70’erne. Derfor opstod der en særlig interesse for dansk møbeldesign. Han har desuden erfaring fra den indiske møbelindustri, inden han på Det Kongelige Akademi tog en kandidat i Strategic Design & Entrepreneurship, som er et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi og CBS.