Internationale forskere mødes for at give arkitekturen et nyt ståsted
I april slår Det Kongelige Akademi dørene op for den internationale konference FABRICATE 2024, der i år har professor Mette Ramsgaard Thomsen og professor Phil Ayres, Det Kongelige Akademi - Center IT og Arkitektur, i spidsen.
Omdrejningspunktet for konferencen er, hvordan man ved at gentænke arkitekturens metoder, teknologi og konstruktion kan skabe et nyt samfundsmæssigt ståsted for det byggede miljø.
FABRICATE, der oprindeligt er etableret af Bartlett School of Architecture, har siden sin grundlæggelse i 2011 markeret sig som et globalt forum for nye radikale muligheder for arkitekturen og budt tusindvis af deltagere fra praksis, industri og forskning velkommen.
En ny bæredygtig design-agenda
Konferencen tager udgangspunkt i en række papers baseret på realiserede byggeprojekter, og anerkender derved de mange udfordringer som forskning, praksis, fremstilling, konstruktion og industri står over for. Fagpersoner på tværs af byggebranchen – arkitekter, ingeniører og producenter – mødes denne gang for at diskutere nødvendigheden af en ny bæredygtig design-agenda, og stiller blandt andet spørgsmålene:
- Hvordan tegner fremtiden for en fabrikationskultur i en verden hvor ressourcerne bliver mere og mere udfordrede?
- Kan man gentænke måden at fabrikere på ved hjælp af digitale værktøjer, så vi bedre kan imødekomme behovet for nye ressourcestrømme, anvendelsen af genbrugsmaterialer og nye vedvarende energikilder?
- Hvordan adresserer vi de etiske implikationer af vores fabrikationskultur på et globalt plan?
Bæredygtighed og arkitektur i tæt kobling
Programmet for konferencen byder bl.a. på fire keynote speakers, der hver på sin måde er en kapacitet inden for bæredygtighed koblet med arkitektur:
- Anders Lendager arkitekt, kreativ direktør og grundlægger af Lendager, der har etableret sig som en frontløber og en af de mest indflydelsesrige tegnestuer og strategiske konsulentvirksomheder, som arbejder inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi.
- Anna Dyson, professor ved Yale School of Architecture, samt grundlægger af Yale Center for Ecosystems in Architecture, og i sit arbejdet har fokus på økologiske og biobaserede designsystemer.
- Indy Johar, arkitekt, medstifter af Architecture 00 og Dark Matter Lab og en udforskende praktiker inden for systemændring og dark matter-design af civil infrastruktur, økonomi, styring og effekter.
- Zhu Pei er grundlægger af Studio Zhu Pei og dekan ved Central Academy of Fine Arts i Beijing. Hans arbejde er funderet i en respekt for materialer – deres historie, kulturelle betydning og tektoniske egenskaber – og en eksperimenterende kunstnerisk tilgang, koblet med ressourcebevidsthed.
Konferencen finder sted på Det Kongelige Akademi 4.-6.april.