Designløsninger til sundhedssektoren
En gruppe designstuderende har brugt efteråret på at udvikle designforslag- og løsninger til hospitaler i samarbejde med Copenhagen Health Innovation (CHI) i Region Hovedstaden.
I det tværgående undervisningsforløb ’Designmetoder og samarbejde’ har de studerende i grupper arbejdet med konkrete cases fra sundhedssektoren, som de har researchet på og udviklet designløsninger til.
Tilgangen er design thinking
Det er tredje år i træk at studerende fra Institut for Visuel Identitet og Institut for Bygningskunst og Design gennem Copenhagen Health Innovation er blevet præsenteret for en række konkrete problemstillinger fra sundhedspersonale på Bispebjerg Hospital, Herlev og Gentofte Hospital samt Rigshospitalet. Udfordringerne for sundhedspersonalet handler fx om kommunikation og samarbejde mellem afdelinger, wayfinding, indretning og rumlig udformning og beklædning til personale og indlagte.
De studerende har brugt forskningsbaserede metoder fra bl.a. antropologi, design, psykologi og innovationsledelse til at kortlægge udfordringerne, hvorefter de har involveret interessenter og analyseret data på hospitalerne, inden de har udviklet deres endelige designkoncepter, som de har præsenteret for case-stillerne.
Sundhedssektoren har brug for designstuderende
Samarbejdet mellem de designstuderende og sundhedssektoren rummer et stort potentiale, både for de studerende, der får vigtig erfaring som de kan bygge videre på, og for sundhedspersonalet på hospitalerne, der får et nyt blik på udfordringer fra hverdagen.
”De har forstået både, at det her er et hospital, og at møde de unge, der hvor de er og deres behov og kombinere det på en virkelig inspirerende måde siger Annemarie Drumm, afdelingssygeplejerske og case-stiller fra kræftafdelingen for unge på Rigshospitalet
Også Copenhagen Health Innovation ser positivt på samarbejdet:
"Designere og deres tilgang til udvikling og innovation er ekstremt relevant i sundhedssektoren – i forbindelse med dette samarbejde har vi hørt fra flere klinikere, at det har været meget inspirerende at samarbejde med de studerende, da de både kommer med nye vinkler, metoder og kreative løsninger på problemstillinger man måske er kørt lidt fast i," siger Nina Riis, innovationskonsulent hos Copenhagen Health Innovation.
Projektcase: En Oase på Rigshospitalet
Rigshospitalets afdeling for blodsygdomme ønskede at revitalisere deres eksisterende venteværelse for leukæmipatienter. Deres patientgruppe er unge mellem 18 til 30 år, og de mangler et sted at føle sig hjemme under behandlingen, som kan indeholde en del ventetid mellem kemoterapi og lægebesøg.
Udgangspunktet var at lokalet skulle være indbydende og hjemligt: En kontrast til det sterile hospitalsmiljø, brugerne ellers befinder sig meget i. Målet var at skabe et område, hvor man kan både kan socialisere med de andre brugere få en kop kaffe og en snak og samtidig kan trække sig tilbage og slappe af i et mere privat rum efter behandlinger. Rummet blev inddelt i forskellige zoner ved hjælp af bløde møbler og skillevægge i organiske materialer, former og farver. Designet er udført i materialer, som tager hensyn til de mange krav der er til brandsikring og rengøring ved indretning på et hospital.