Guest Bloggers VII | Peter Thule Kristensen (DK)

Velfærdsarkitekten Svenn Eske Kristensen og Bredalsparken

Arkitekten Svenn Eske Kristensen (1905-2000) var en af hovedmændene bag efterkrigstidens standardiseringsbestræbelse, der blandt andet førte til et nationalt modulsystem. Men samtidig var han usædvanligt kontekstbevidst, når han arbejdede i historiske rammer i Københavns Indre By eller i landskabelige omgivelser i velfærdsstatens nye forstadsbyer. Han var i høj grad optaget af at skabe billige og gode almennyttige boliger til de mange, men stod også bag eksklusiv arkitektur for kapitalstærke virksomheder. På mange måder blotlægger historien om Eske Kristensen hele samtidens ideologiske og økonomiske system. Den er om nogen også en historie om udviklingen af den danske velfærdsstat i efterkrigstiden. I denne blog, der er baseret på bogen Velfærdsarkitekten – Svenn Eske Kristensen, (af Peter Thule Kristensen og Kenn Schoop) vil jeg kikke på et af hans mest afgørende projekter, nemlig Bredalsparken.

Bredalsparken i Hvidovre er et mønstereksempel på et etageboligkvarter, der på trods af sin størrelse og genbrug af den samme bygningstype har stor rumlig variationsrigdom. I denne blog vil jeg se på, hvordan Eske Kristensen med enkle greb skaber, hvad han selv kaldte et ”småbys-millieu”, og hvordan parktanken er tænkt med fra begyndelsen.

Projektet tog sin start i 1944-45, hvor Dansk Almennyttigt Boligselskabs (DAB) afdeling i Hvidovre sammen med Eske Kristensen begyndte at udvikle bebyggelsesplaner på en pløjemark på 286.000 kvadratmeter. Hvidovre var præget af store enfamiliehuskvarterer, men begyndte efter krigen at få almennyttigt etageboligbyggeri, herunder ikke mindst Bredalsparken, der fik over 1300 lejligheder og blev opført i flere etaper mellem 1949 og 1959. I lighed med Blidah Park i Hellerup er Bredalsparken udformet som en stokbebyggelse i et landskabeligt bearbejdet område, der er kendetegnet ved få bilveje, let snoede gangstier og store træer. Parkanlægget blev skabt af Eske Kristensen i samarbejde med stadsgartner Axel Andersen, blandt andet ved genbrug af gamle allétræer. I de første situationsplaner var anlægget større end i det endelige projekt, hvor det gamle landsted Hvidborg er forblevet som en enklave midt på grunden. Nogle meget lange og let krumme stokke i områdets grænse mod vest og syd var af Eske Kristensen oprindeligt tænkt som rækkehuse, men blev senere udført som etageboliger, tegnet af arkitekten Emil Hansen.[1] I Eske Kristensen endelige bebyggelse ligger over 40 stokke i tre etager og med sadeltag parallelt med hinanden i et mønster, der i de fleste lejligheder tillader vestvendte altaner med frit udsyn over anlæggets grønne plæner og pittoreske beplantning. Mange af stokkene er brudt op i mindre led af små korte stokke, der støder til på hjørnet af hovedstokkens gavl og skaber en karakteristisk fordoblingseffekt i forhold til husgavlmotivet.

 Eske Kristensen nævner selv, at bebyggelsesplanen er blevet til på baggrund af analyser af beboersammensætning og lysforhold og ud fra et ønske om at skabe læ og intimitet: ”Grundlaget for udarbejdelsen af bebyggelsesplanen har været en analyse over de beboerkategorier, der kunne være tale om. Heraf nåede vi hurtigt til, at en meget stor del af de kvindelige beboere måtte have udearbejde, og derfor først kunne nå hjem sidst på dagen. På grundlag heraf og på basis af de fortrinlige lysundersøgelser, som den i så ung en alder afdøde arkitekt Henning Wolmer udførte, mente jeg at måtte tage det standpunkt, at alle husene burde have den valgte orientering. Ved forsætning af de ret korte blokke opnår man stort frirum fra blok til blok og nuancerede skygge- og soltegninger, men de sluttede haverum, som jeg på den anden side også gerne ville nå frem til, modvirkes i nogen grad af opdelingen i blokke. Derfor er der ved bebyggelsesplanens udformning lagt vægt på at kæde de enkelte blokke sammen, dels ved hjælp af hegnsmure, dels ved hjælp af lave bygninger som garager, dels ved hjælp af 3-etages savtak-formede læskabende bygninger som værn mod nordenvinden. Disse bestræbelser er forstærket gennem en ret kraftig læbeplantning, sådan at det forhåbentlig er lykkedes at skabe sluttede og venlige haverum af så tilpas størrelse, at beboerne har en fornemmelse af småbys-millieus samhørighed og venlige atmosfære.”[2]

 Med de vedholdende gentagelser af det samme gavlmotiv i forskellige situationer bliver motivet samtidig indprentet i bevidstheden som bebyggelsens gennemgående arkitektoniske ”tegn”, på samme måde som det er tilfældet med gavlhusene med sadeltag i Kay Fisker og Eske Kristensens Dronningegården. En sammenligning af de to projekter giver i det hele taget mening. Mens Dronningegården i princippet består af otte parallelle stokke, hvori der er skåret ud til en plads i midten, er Bredalsparken ligeledes organiseret i et mønster af tilskårne parallelle stokke, der dog ikke har retning efter byens gadenet, men i forhold til solretninger og haverum. Andre lighedspunkter med Dronningegården findes i bebyggelsens ældste stokke mod Hvidovrevej, hvor tagetagerne er udnyttet til beboelse med altaner i gavlene, og hvor små butikker bag lette halvtag minder om Dronningegårdens spinkle og let fremskudte butiksfacade i Borgergade. Ud over Blidah Park, der allerede har været nævnt, er en anden åbenlys reference Aarhus Universitet, som C.F. Møller, Kay Fisker og Poul Stegmann vandt konkurrencen til i 1931. Her møder vi ligesom i Bredalsparken et parklignende område, der blive indrammet af parallelle og indbyrdes let forskudte stokke med gule teglstensfacader og sadeltage. Bredalsparken indskriver sig tydeligvis i denne tradition, som også inkluderer et projekt som Blidah. Mest interessant er det dog at iagttage, hvordan Eske Kristensen overfører formprincipperne fra en tæt bymæssig kontekst til et landskabeligt formet forstadskvarter og skaber et ”småbys-millieu” med de samme få arkitektoniske byggesten som i Dronningegården.

 Betragter man de enkelte blokke er et gennemgående træk gule teglstensfacader i kopforband, der nemmere tillod brug af sten af uensartet kvalitet, tegltage med 40 graders hældning, præfabrikerede altanbrystninger i beton, indre etageadskillelser i beton og hvidmalede trævinduer. På trods af denne ensartethed oplever man en stor variationsrigdom, der ud over de allerede nævnte forskydninger i bebyggelsesplanen også skyldes en række detaljer, for eksempel altanernes forskelligartede udformninger eller variationer i vinduessætningen. Variationsrigdommen viser sig også i form af over 100 forskellige lejlighedstyper, fra ét-værelses studielejligheder til fem-værelses familielejligheder, der for de fleste lejligheders vedkommende har lys fra mindst to sider og delvist indbyggede altaner.

 I Bredalsparken formår Eske Kristensen at skabe en konsistent og sammenhængende ny by, der i kraft af nogle få byggesten får en klar identitet, og samtidig en variationsrigdom, der skaber intime haverum, små uventede hjørner og udogmatiske lejlighedsplaner. Her kan man i en moderne udformning genfinde lillebyens butiksgade, dens landskab af sadeltage, dens haverum, dens fælled, dens anonyme længehuse og dens små monumenter, der kommer til syne i de ikoniske husgavle. Det er i den forbindelse interessant med en sammenligning med Kay Fiskers næsten samtidige boligbebyggelse Voldparken (1949-51), som består af tre- til syv-etages stokke i et parklandskab i forstaden Husum. I dette projekt opstår på trods af en velgennemtænkt arkitektur ikke den samme intimitet og rumlige variationsrigdom som i Bredalsparken. Sammenlignet med Fisker var Eske Kristensen suveræn, når det kom til udformningen af den nære skala og mødet mellem hus, have og landskab.

[1] Jf. Eske Kristensen, ”Strejftog ...et liv i byggeriets tjeneste”, eget tryk 1976, s. 34.

[2] Eske Kristensen, ”Bredalsparken I og II”, i: Arkitekten Månedsblad, 9/1955, s. 130.

Peter Thule Kristensen er arkitekt, dr.phil. ph.d. og professor i arkitektur- og interiørhistorie på Det Kongelige Akademi, hvor han også leder kandidatprogrammet Spatial Design. Han er tillige med kerneforsker på Centre for Privacy Studies på Københavns Universitet. I 2017 udgav han sammen med Kenn Schoop monografien Svenn Eske Kristensen – Velfærdsarkitekten, der danner afsæt for denne blog.