Guest Bloggers X | Mette Jerl Jensen (DK)

Mens vi venter

Hver dag træder 60.000 mennesker gennem indgangen i landets offentlige sygehusvæsen.[1]  60.000 individer, endda muligvis sammen med pårørende, træder ind i en verden af måske livsomvæltende skift, uvished og -overbringelser. Men også ind til en helt ny verden i venten. En verden af venten.

Jeg har gennem 5 år besøgt og registreret forskellige venteværelser i storkøbenhavnske hospitaler, og har valgt at vise et udvalg af venteværelser fra Gentofte Hospital, Herlev Hospital og Rigshospitalet på Blegdamsvej for at anskue, hvordan det for en ventende tilsyneladende ser ud, hospitalsvæsenet tænker om det at vente, når man har et foretagende på landets hospitaler.

Det er sjældent, at et besøg eller en kontakt med det danske sygehusvæsen lader én uberørt og uanset hvilken årsag man har været i forbindelse med et hospital, under det danske sygehusvæsen, vil det for de flestes vedkommende indebære en del ventetid.

Ventetid, parret med den form for uvished, der næsten symbiotisk altid følger med det at vente, når man befinder sig på et hospital, er en særlig følsom cocktail, der i virkeligheden bør ofres meget mere opmærksomhed, end hvad synes at gøre sig gældende rundt om i dagens hospitaler, når man observerer deres venteværelser.

Man ankommer til den pågældende afdeling man er blevet henvist til og bliver som det første anvist til et sted at vente. Og man venter så, i kortere eller længere tid, inden man skal videre, ind til anledningen for ens venten. Jeg konstaterer, at man kan vente enten i et venteværelse, et venterum, et venteområde eller et venteareal. Jeg bruger ordet ventested flere gange i teksten, men det er ikke et begreb, hospitalerne benytter sig af.

Her, i dette indlæg bruger jeg desuden ordet venterum, da kun meget få af de rum, jeg hidtil har registreret har kunne gå under definitionen venteværelse; for ordet venteværelse, giver umiddelbart konnotationer til et defineret og afgrænset rum med en primær programmering som venteværelse. Hvorimod venterum mere skalaløst flyder, i både størrelse og defineret afgrænsning, men dog alligevel er mere afgrænset og defineret end et venteområde for ikke at tale om et vente-areal, som antyder et totalt grænseflydende opholdssted, der oven i købet altid indeholder op til flere programmer end det at vente. (se mere i ’ Venteværelset som velfærdsdesign i antologien: ’Form til Velfærd – Forming Welfare’.

Fælles for de betegnelser gælder imidlertid, at venteværelset, -rummet eller -området må formodes at være tænkt som en gestus fra hospitalets side; et sted at tilbyde den ventende at opholde sig, mens man venter.

Der er imidlertid forskellige kategorier af venten på et hospital. Den forventningsfulde venten (graviditet eks), den mere ekspeditionsagtige venten (blodprøver, røntgenundersøgelse eksempelvis) og den uvisse venten (venter på samtale med en læge med svar fra undersøgelser eks.). 

Men selve det at vente, har været under stærk forandring siden industrisamfundets opståen, hvor tiden begynder at blive kapitaliseret. Tiden bliver dermed knap og derfor kostbar. ’Tid er penge’ osv er en talemåde, der kom frem under den tid og ventetid bliver hurtigt en værdiløs tid.

Man behersker ikke selv sin egen tid i en vente situation og den følelse af ikke at kunne kontrollere sin egen tid, parret med den uvished der også er forbundet med det at vente, gør situationen ustabil for den ventende og en særlig sårbarhed indtræder; uvisheden om hvor længe man skal vente og hvad der venter en for enden af ventetiden fordrer derfor, at sygehusvæsenet er bevidst, som arkitekten Mark Rakatansky formulerer det, om de ’’ hierarkier de forskellige rum har, graden af deres definition, deres relative størrelse og lokalitet, såvel som deres sub-arkitektoniske udstyr (møbler, apparater, medie-enheder) (fordi) alt er defineret af og er med til at definere de sociale og psykologiske fortællinger, som influerer en adfærd, som et hvert rum er forbundet med.’’ [2]

Hvis man kigger på de viste fotoregistreringer af de forskellige ventesteder, og ser, hvad der går igen i mange af ventestederne, er jeg ikke sikker på, at det danske sygehusvæsen er særlig bevidst om hvilke hierarkier de rum, møbler og andet inventar indbyrdes har og hvilken indflydelse det faktisk har på den ventendes tilstand.

Som ventende er man som sagt ofte i en sårbar situation, når man venter, fordi tiden ikke længere er ens egen og den uvished der indtræder, blot det at vente, synes kun at blive forstærket dels af de lokaliteter hvor venterummet er placeret og dels de interiøre valg, hospitalerne har foretaget.­­­­

Hospitalernes venteværelser ser ud som om de er med til at understrege industri-og produktivitetssamfundets dogme om at ventetid er spildtid, men giver måske dermed den ventende indtryk af at den ventende også er spild af tid at beskæftige sig med?

Det er alligevel, trods alt, over 60.000 mennesker dagligt, som bliver berørt af ventetid.

[1]  Sundhedsdatastyrelsen, tallene er fra 2018

[2] Rakatansky, Mark: ’’Spatial Narratives (1992) pp 198-222

Mette Jerl Jensen er arkitekt, ph.d. og adjunkt på Det Kongelige Akademi hvor hun samen med Kjeld Vindum står for den Tværgående Undervisning (TU) for bachelorstuderende på Arkitektskolen. Hun var medinitiativtager til konferencen FORM TIL VELFÆRD/FORMING WELFARE og har i antologien af samme navn, bidraget med artiklen, ’Venteværelset som velfærdsdesign’ sammen med Kjeld Vindum.