Guest Bloggers XII | Mette Mechlenborg & Marie Stender (DK)

Om at bo i et ’hul’ i Danmarkskortet – mediehistorier og beboeroplevelser i de særligt udsatte boligområder

”Der er slået huller i Danmarkskortet.” Sådan lød ordene, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale 1. januar 2018 satte fokus på nye tiltag i forhold til de danske ’ghettoer: De særlige udsatte boligområder, som i flere år har figureret på regeringens liste. Med disse ord skærpede statsministeren ikke blot boligpolitikken på området - en skærpelse, der førte til Parallelsamfundsstrategien - men også retorikken (https://www.altinget.dk/artikel/loekke-vi-skal-lukke-hullerne-i-danmarkskortet). Hermed være sagt, at også vores måde at tale om de særligt udsatte boligområder har betydning for områderne, og ikke mindst for de beboere, der allerede bor i området, såvel som de potentielle beboere, der kan tænkes at flytte ind.

I projektet Følgeevaluering af danske ghettoomdannelser for Landsbyggefonden sætter vi bl.a. fokus på boligområdernes medieomtale for at se, hvordan den udvikler sig over årene frem til 2028 (https://vbn.aau.dk/da/projects/f%C3%B8lgeevaluering-af-danske-ghettoomdannelser-for-landsbyggefonden). Pt. har vi gennemført feltstudier i 8 af de 15 særligt udsatte boligområder, Vollsmose, Gellerupparken, Bispehaven, Taastrupgård, Mjølnerparken, Finlandsparken, Tingbjerg og Motalavej. Sidstnævnte – Motalavej ved Korsør - blev i sommers genstand for en række medieomtaler, da det kom frem, at to libanesiske familiers fejde i årevis har skabt en del uroligheder i området. Historien pustede liv i ghettodebatten bl.a. ved et besøg i området af statsminister Mette Frederiksen, justitsminister Nick Hækkerup og boligminister Kaare Dybvad primo september 2020 (se f.eks. https://www.tv2east.dk/slagelse/familiefejde-paa-motalavej-har-staaet-paa-siden-midten-af-1980erne). Netop omtalen af Motalavej viser, hvad medierepræsentationen af et område gør ved områders omdømme – og ved de mange beboere, som kan se deres boligområde komme på spisesedlen.

For det første kan vi se, at medierne overvejende anlægger et negativt perspektiv på de særligt udsatte boligområder. For Motalavej betyder det, at 73% af samtlige 313 medieklip mellem juni 2019-juni 2020 er ubetingede negative. De er primært knyttet til de spektakulære negative begivenheder i Motalavej som f.eks. voldsepisoder, hærværk, bandekriminalitet, narkotika, og evt. terror.  I alt 159 medieklip, svarende til 69%, omhandler konkrete negative begivenheder. Det er i den grad med til at forme omverdens syn på Motalavej.

For det andet kan vi se, at lokale medier som udgangspunkt er mere venligtsindede, og mere tilbøjelige til at fortælle positive historier fra området. Omvendt er nationale medier generelt mere negative i sine fremstillinger. Det betyder dog ikke, at jo mere ’kendt’ et område er, desto mere negativ vil det blive fremstillet. Faktisk kan vi se, at når et område når en vis grad af national kendskab, så begynder særligt de nationale medier også at generere mere nuancerede medieomtaler. F.eks. kan vi se, at efter juni 2020 stiger medieomtalen af Motalavej gevaldigt, da flere nationale medier bliver interesseret i sagen om de to libanesiske familier. Men sammen med interesseren stiger også andelen af medieklip, hvor Motalavejs omdømme forsvares eller diskuteres. Med den nationale interesse følger også en større offentlig nuancering. Det lyder umiddelbart positivt, men det er en sandhed med modifikationer.

For det tredje kan vi se, at særligt udsatte boligområder med en stor national kendskabsgrad ofte får en dobbelt stedsidentitet. På den ene side repræsenterer de sig selv som konkret, specifik boligområde samtidig med, at de også bliver et symbol på, hvad en ghetto eller et parallelsamfund er. Dette fænomen træder tydeligt frem i medieomtalerne af f.eks. Vollsmose og Gellerupparken, som der de ubetingede mest kendte ghettoer i den danske medieoffentlighed. Pointen er, at begge områder (også) nævnes i artikler, der ikke handler om dem specifikt. Som det lyder i et interview med beboere fra et boligområde i Ribe: "For en række år siden hed det sig, at Rønnebærparken var Ribes svar på Vollsmose på grund af indvandrere og drankere, men sådan er det slet ikke mere, siger han.” (FAMILIEN BÆK DYBSØ: ”Man føler sig tryg”, Uge-Avisen Ribe, 23.10.19). Samme mekanisme er pt. ved at omdanne Motalavej fra at være et primært lokalt negativt, men specifikt problem i Slagelseområdet, til at være symbolet på, at der eksisterer parallelsamfund i Danmark. Se f.eks. artiklen ”Minister tordner imod imamers indblanding i konflikt på Motalavej: ”Det er et af de værste eksempler på, at der eksisterer parallelsamfund” ” (Berlingske Tidende, 2. september 2020), hvor Motalavej bliver symbolet på generelle karakteristika i offentlighedens fremstilling af de danske ghettoer. Problemet er, at er man som boligområde først blevet et nationalt symbol, så har man en stedsidentitet, der i højere grad trækker på mediernes – og offentlighedens - selvforståelse frem for på reelle, faktiske forhold i området. Man er så sige blevet et mediefænomen.

Hvorfor er disse analyser af mediernes fortællinger fra ’hullerne i Danmarkskortet’ så overhovedet interessante? Arbejder man med transformation at steder, ved man, at man kan ændre de fysiske rammer dramatisk uden at det nødvendigvis rokker ved stedsidentiteten. Man kan også forsøge at tiltrække nye målgrupper med nye faciliteter og attraktioner, men hvis fortællingen om stedet vedbliver at være den samme, er det vanskeligt at gøre den sociale ændring permanent. Stedsidentiteten er måske det mest konservative ved et sted. Der er derfor grund til at rette en særlig opmærksomhed på, hvordan steders identiteter produceres og reproduceres. Og i særdeleshed de særligt udsatte boligområder, der i disse år er genstand for en radikal fysisk og social omdannelse, jf. parallelsamfundsstrategien. Vi ved, at steders negative omdømme - deres stigma - i den grad påvirker de mennesker, der bor i områderne.

En beboer fra Mjølnerparken beskriver f.eks. med en meget aktuel analogi, at ”det er ligesom at have en virus, når man siger, at man er fra Mjølnerparken”, og at det er noget man undlader at fortælle til f.eks. en jobsamtale. Flere forældre i områderne bekymrer sig også over, hvordan det påvirke deres børn at blive ’stemplet’ alene på grund af deres adresse. En kvinde som ellers holder af at bo i området fortæller, at hun har valgt at flytte alene af den grund: ”Man bliver lidt stemplet (…) man bliver meget sådan set ned på, fordi man bor i det her område. At det er et ghettoområde, ikke? Og det er ikke sådan noget, jeg har lyst til, at mine børn skal opleve, så jeg har valgt, at jeg faktisk gerne vil flytte. Og det er kun på den baggrund, at jeg hele tiden skal forsvare mig.”

Dem der, som kvinden her, vælger at flytte pga. det dårlige ry, er også ofte dem, der reelt har andre muligheder, og dermed også dem, der ellers kunne være med til at trække områdets sociale profil i en anden retning. Tilsvarende spiller stedets omdømme givetvis også væsentligt ind på, hvem der flytter til området i fremtiden, eller netop fravælger at gøre det. Det negative omdømme kan derigennem blive en selvopfyldende profeti. Pointen er, at vi i højere grad skal se omdannelser som noget, der også aktivt bør forholde sig til stedsidentiteten da den i høj grad både er en indikator på og en medvirkende faktor til om en omdannelse virker eller ikke virker. Paradoksalt nok betyder det, at vi samtidig skal erkende at stedsidentiteten i høj grad er del af et mediesystem, som vi i mindre grad er herre over – i hvert fald som planlægger, arkitekt eller boligsocial medarbejder. Vigtigst af alt peger det på, at velfærdstaten – via ghettolister, parallelsamfundslovgivningen og ministerbesøg - også selv er medproducerende på fortællingerne om de særligt udsatte boligområder, og selv bidrager til at grave grøfter.

Mette Mechlenborg er cand.mag., ph.d. og seniorforsker ved BUILD Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet. Mette Mechlenborg har udgivet mere end 60 publikationer, herunder flere bøger om bolig, hjem og steder i krydsfeltet mellem det materiale, det sociale og det kulturelle. I forskningsprojektet Følgeevaluering af danske ghettoomdannelser for Landsbyggefonden har Mette Mechlenborg bl.a. ansvaret for medieanalyserne.

Marie Stender er antropolog, ph.d. og seniorforsker ved BUILD Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet. Hun er forskningsleder i forskningsgruppen Transformation af byer og steder og næstformand i Dansk Byplanlaboratoriums bestyrelse. Hun har udgivet mere end 60 publikationer, og er  i forskningsprojektet Følgeevaluering af danske ghettoomdannelser for Landsbyggefonden ansvarlig for bl.a. udvikling af feltundersøgelser blandt beboerne.