Computerspil om klimaforandringer udstillet på DAC
Hvordan overlever indbyggerne i et oversvømmet København? Hvad gør man for at balancere ressourcerne i et ø-samfund? Det er blot et par af udfordringerne i fire computerspil om klimaforandringer, som er udviklet af designstuderende på Det Kongelige Akademi, og som kan opleves på udstillingen 'Vandet kommer' på Dansk Arkitektur Center.
De studerende har designet en række computerspil, som kan få brugerne til at forstå og forholde sig til klimaforandringer. Opgaven lød på at spillene skulle handle om havet. Fire af spillene kan det næste halve års tid opleves af besøgende på Dansk Arkitektur Center (DAC).
I spillet 'Købendrown' skal en læge finde rundt i et oversvømmet København anno 2077. I et andet af spillene, er hovedpersonen en dykker som svømmer på opdagelse. Et tredje spil er et strategispil, der handler om ressourceforbrug på en ø. Det sidste spil er henvendt til mindre børn og handler om at mindske vandforbrug i byen.
De fire spil kan findes på udstillingen ”Vandet kommer” på DAC fra den 7. oktober og frem til marts 2025. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og Navigating 360.