Barn spiller computerspil

Oplev klimaforandringerne gennem computerspil

Foto: Anders Sune Berg
Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

Hvordan overlever indbyggerne i et oversvømmet København, der kun består af et par øer? Hvad gør man for at balancere ressourcerne i et ø-samfund? Det er blot et par af udfordringerne i fire computerspil om klimaforandringer, som er udviklet af designstuderende på Det Kongelige Akademi. 

De studerende har designet en række computerspil, som kan få brugerne til at forstå og forholde sig til klimaforandringer. Opgaven lød på at spillene skulle handle om havet. Fire af spillene kan det næste halve års tid opleves af besøgende på Dansk Arkitektur Center (DAC). 

Spillet om det oversvømmede København hedder Købendrown, hvor en læge skal finde rundt i byen fyldt med vand i år 2077. Et andet af spillene er en dykkersimulator, hvor spilleren svømmer på opdagelse. Det tredje spil er for mindre børn og handler om vandforbrug i byen, og hvad vi kan gøre for at bruge mindre vand. Det sidste er et strategispil, der handler om ressourcer på en øgruppe. 

Teaser for computerspillet 'Tap Tap Island'. Afgangsprojekt af Xuerong Zhang fra kandidatprogrammet Visual Game and Media Design, 2024

Computerspil giver ny oplevelse af klimaforandringer

Fælles for de fire spil er, at spillerne går på opdagelse i, hvordan verden påvirket af klimaforandringer kan se ud. 

”Tilgangen har været, at spillene inviterer deltagerne til handling og interaktion. Det bliver en måde at få os til at forholde os til klimaforandringer på, uden at det bliver dystopisk,” fortæller Jakob Ion Wille, der er lektor og programansvarlig ved kandidatprogrammet Visual Game and Media Design på Institut for Visuelt Design. 

Ifølge Jakob Ion Wille er der god grund til at lade computerspil handle om klimaforandringer. 

”Vi ved, at befolkningen synes, det er svært at handle, når de bliver præsenteret for data om klimaforandringer. Vi håber, at vi gennem spil kan få folk til at se udfordringerne på en anden måde,” forklarer han.

De fire spil kan findes på udstillingen ”Vandet kommer” på DAC fra den 7. oktober og frem til marts 2025. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og Navigating 360.