Pixar-veteran inspirerer designstuderende
De studerende på Institut for Visuelt Design fik et unikt indblik i Pixar’s kreative univers, da den erfarne filmmager Bill Wise gæstede Det Kongelige Akademi for at holde oplæg om sit arbejde med karakterdesign. Gennem en lang karriere har Bill Wise medvirket til at udvikle ikoniske figurer som Buzz Lightyear, Dory og WALL-E.
Bill Wise har i over 30 år arbejdet for filmselskabet Pixar og var som leder af ’Visual Effects’ med til at skabe figurerne i film som Finding Dory, Toy Story, WALL-E, Monsters Inc og De Utrolige. Og det var netop skabelse og udvikling af figurerne i film, Bill Wise fortalte om: Fra de første skitser af figurer som Buzz Lightyear og Dory over design og modellering til de endelige animationer. En film fra Pixar tager gennemsnitlig tre år at lave, og det er med Bill Wises ord en ret rodet proces.
I første omgang handler det om at få defineret karakteren. Er det et menneske, en robot, en bil eller en toaster? Udviklere og designere laver mange og forskellige udkast, men et af de få fællestræk hos Pixar har gennem årene været, at næsten alle karakterer er endt med at have øjne. Ellers er det ifølge Bill Wise umuligt at give dem en karakter, publikum kan forholde sig til.
Senere skal de rigtige former, farver og udtryk findes, og de kreative medarbejdere får mange muligheder for at komme med ideer. Bill Wise fortalte blandt andet, at han i forbindelse med skabelsen af robotten WALL-E så utallige forslag til, hvordan rusten på den populære robot skulle se ud.
Feedback og kritik kvalificerer den kreative proces
Jakob Ion Wille, leder af programmet Visual Game & Media Design, havde været med til at arrangere besøget. Han peger på, at de studerende får flere pointer med sig fra mødet med en af de helt store inden for animation.
”Vores studerende kan i mødet med Bill Wise få nogle perspektiver på, hvordan den ypperste del af animationsbranchen arbejder med karakterdesign,” siger Jakob Ion Wille. ”De kan også høre, hvad det - udover både kunstneriske og tekniske færdigheder som visuel designer - kræver af kommunikations- og samarbejdsevner. Og de kan opleve en kærlighed og dedikation til det historiefortællende medie.”
Efter en times inspirerende oplæg tog Bill Wise imod spørgsmål. Han fortalte blandt andet, at det havde taget ham syv år at få arbejde på Pixar, og budskabet til de studerende var at få en masse erfaring – også fra knap så prestigefyldte jobs. Han opfordrede også de studerende til at sørge for at få feedback og kritik af andre – det er med til at kvalificere den kreative proces.
Oplægget med Bill Wise blev holdt i samarbejde mellem Det Kongelige Akademi – Institut for Visuelt Design, DADIU, Den Danske Filmskole, og CADA.