Papmideller samlet på et bord

Skolebørn var arkitekter for en dag

Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

26 fjerdeklasser har i efteråret 2024 haft arkitektur på skemaet en hel dag. Det Kongelige Akademis arkitektuddannelse i Kalundborg deltager i et projekt, hvor børn og unge i en række kommuner bliver præsenteret for kunst og kreativitet i skolen. 

En flok elever fra fjerde klasse stimler sammen om kateteret. I hænderne har de pap-modeller af rum, de kender fra deres hverdag. Nu skal rummene stilles op. Nogle af de 17-18 papudgaver af børneværelser, kaninbure og stuer bliver stillet på kateteret, og det kniber med pladsen. De står tæt, fordi det er en by, lyder det fra en af eleverne. 

På et andet bord er der langt mellem modellerne og tegnet en grusvej. Så kan man nemlig se, at det er ude på landet, forklarer en anden elev. 

Det er de sidste minutter af en skoledag, hvor en fjerdeklasse fra en skole i Kalundborg prøver at være arkitekter for en dag. 

Med genbrugspap, oliekridt og malertape har børnene med vejledning af arkitekt Esther Fröhlich fra akademiet sluppet kreativiteten fri og lært om arkitekters måde at se verden på. Børnene ved en masse og er hurtige til at gribe ideerne.  

”I forløbet forsøger vi at vække og udvikle det sprog for arkitektur, børnene allerede har. De er hurtige til at forstå, at arkitektur kan handle om at drømme og skabe rum. Det er børnene gode til at sætte ord og form på,” fortæller Esther Fröhlich. 

Hænder ses arbejde med papmodeller af huse

Kreativitet, kunst og kultur til 26.000 børn

I løbet af dagen kommer fjerdeklasserne vidt omkring. De skal blandt andet tegne kort, mens de lytter til en fortælling og skal også skabe deres eget yndlingsrum ved hjælp af genbrugspap. Og eleverne er ifølge Esther Fröhlich meget opfindsomme, så et hul i det medbragte pap bliver til en ind- og udgang til en kanin. Andre børn laver en ekstra etage eller en slikrobot til deres værelse. Det hele er en del af processen, forklarer Esther.

”Børnene tager de kreative og intuitive processer til sig. Vi går en tur, hvor de skitserer ting fra byen. Det skal børnene sætte ind i deres rum. Forløbet viser dem, at verden er til at tage fat på og bruge. To hjerter tegnet i støv på en bilrude, laver børnene om til hjerteformede vinduer i det yndlingsrum, de senere laver,” fortæller Esther. 

Projektet for fjerdeklasserne er en del af en større satsning i en række kommuner. Projektet hedder KUMULT, og målet er at give i alt 26.000 børn og unge i seks kommuner mulighed for at arbejde med kunst, kultur og kreativitet. Ud over arkitektur for fjerdeklasserne, er der blandt andet forfatterværksted for femteklasser og dans og drama.