Arkitektur uden arkitekter: Nutidens uformelle bosættelser
I dag er størstedelen af byggeriet i uformelle bosættelser i store byer i Asien, Afrika og Sydamerika bygget af moderne, industrielle materialer. Men uden involvering af arkitekter. Ny udstilling belyser fænomenet.
Den 2. december åbner en udstilling på Det Kongelige Akademis Bibliotek, der kaster lys over et udbredt, men underbelyst fænomen i arkitekturens verden.
Udstillingen ”Modern Vernacular” sætter fokus på nutidens arkitektur i uformelle bosættelser i store byer i det globale syd: Asien, Afrika og Sydamerika. Her består hovedparten af byggeriet i dag af moderne, industrielle materialer som stål, beton og glas, som er billigere og lettere at vedligeholde end traditionelt anvendte byggematerialer.
Begrebet ’vernacular architecture’ refererer til den rige og lokalt forankrede byggeskik, der er udviklet udenfor den akademiske arkitekturdisciplin. Det blev oprindeligt introduceret i 60’erne af arkitekten Bernard Rudofsky på udstillingen ’Architecture without Architects’ på MOMA.
”Modern Vernacular” dokumenterer gennem droneoptagelser, billeder, arkitekturmodeller og detaljerede opmålinger af boligområder i Mozambique, Vietnam og Brasilien dermed en ny form for moderne, lokal arkitektur.
Store veksler på klimaet
Der er i dag sparsom forskning om uformelle bosættelser. Men på globalt plan bor omkring en milliard mennesker i uformelle bosættelser, og udviklingen er i markant vækst – særligt i Afrika og dele af Sydøstasien.
Uformelle bosættelser er urbane områder, der udvikler sig uden regulering, og det medfører en række samfundsmæssige problemer – blandt andet trækker de industrielle byggematerialer store veksler på klimaet, det er svært at etablere bæredygtig infrastruktur i områderne, sundhed og velvære bliver truet af den uregulerede fortætning mv.
Det er arkitekt og post.doc. Johan Mottelson, lektor emeritus Jørgen Eskemose, begge ved Det Kongelige Akademi, og arkitekt Marco Prahm, der står bag udstillingen. Johan Mottelson forsker i uformel byudvikling i Østafrika, samt byggeri- og byplanlægning i den kontekst.