Bogudgivelse: Hvad er fællesskab i coronaens tid?
Hvad vil det sige at skabe noget fælles, når vi ikke må være i samme rum? Sådan lyder det grundlæggende spørgsmål i bogen ’FællesSkaber’, der indeholder en række essays, reflektioner og vidnesbyrd om fællesskaber i en usædvanlig tid. Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi har bidraget til bogen, der lanceres online den 4. februar klokken 14:00 til 16:30.
Bidragene i bogen ’FællesSkaber’ er skrevet af aktører indenfor det det byggede miljø, kulturlivet og det sociale område. Baggrunden for bogen er, at partnerne bag Folkemødets Sociale Scene ønskede at fortsætte den vigtige demokratiske samtale på en ny måde, da Folkemødet 2020 blev aflyst.
Partnerne bag bogen skulle i juni have stået på Bornholm på Folkemødets Sociale Scene for at tale om netop fællesskaber. I fysisk nærhed af hinanden og med fokus på undersøgelser af, hvordan vi kan skabe demokratiske samtaler om rum til alle, i det byggede, kulturelt og socialt. Men 2020 blev på ingen måde det år, nogen af os troede. Covid-19 ændrede rammerne for det meste og ikke mindst vores fællesskaber.
Temaet blev kun mere aktuelt, da coronakrisen kom.
Med bogen forsøger man at beskrive nogle af de erfaringer, vi gør os under coronakrisen. Undersøgelsen af fællesskaber er bogens præmis: Hvordan kan man holde fast i hinanden, selvom vi ikke mødes? Kan de stedfortrædende tekster være et fællesskab, hvor vi fortsat kan udveksle og blive klogere gennem hinanden?
Fiktionen er også inviteret ind, så den kan belyse virkeligheden og sætte os i stand til at se på flere mulige fremtider. Bogen slutter med en tekst skrevet af Den Sociale Scenes huskunstner Victor Boy Lindholm og foregår i en fremtid efter pandemier og klimaændringer. Teksten i kombination med alle de andre tekster og billeder, der er vidnesbyrd fra vores undtagelsestilstand her og nu, efterlader et rum, hvor vi forhåbentlig kan tænke nye muligheder og nye løsninger.
Og så er denne bog en fordring og et løfte til os selv; om at vi vil mødes igen og holde fast i den demokratiske samtale.
Program for lanceringen
Introduktion til FællesSkaber
Natalie Mossin, Det Kongelige Akademi
Hver med sit næb
Niels Offenberg, Albertslund Bibliotek og Kbh Læser
Længsel - fællesskab som frihed og fængsel
Anna, Hussein, Suleman og Junaid, UNIG Ung i Gladsaxe
Labyrinth - et involverende kunstværk
Annette Skov, Mathias Andersen mfl., Copenhagen Contemporary
De almene beboere gør egentlig bare som altid - også når en krise som coronavirussen rammer
Bjørn Petersen, AKB
FællesSkaber i bofællesskabet
Mette Mogenen, Domea.dk
Dialog med Folkemødet - hvordan kan vi bedst understøtte og nære den demokratiske samtale under pandemien?
Vibe Klarup , Foreningen Folkemødets formand
Havet kom som en gæld, der skulle inddrives
Victor Boy Lindholm
Om Den Sociale Scene
Formålet med Den Sociale Scene er at skabe et sted hvor der er højt til loftet og hvor vi i fællesskab forsøger at adressere de problematikker i hverdagen og i det professionelle Danmark, der vedrører det sociale. Ved at engagere en bred kreds af partnere på tværs af branche- og organisationstyper omkring et fælles tema, skabes fokus på samfundets ansvar og vores fælles ansvar over for hinanden.
10 af Den Sociale Scenes partnere i 2020/2021 har bidraget til bogen:
AKB København, Bevica Fonden, Copenhagen Architecture Festival, Copenhagen Contemporary, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi, Domea.dk, Enemærke & Petersen, Foreningen Folkemødet, Rose & Rose og UNIG.