Hvordan kan alger og tang nedbringe byggebranchens klimaaftryk?
Et nyt internationalt netværk "Building with Blue Biomass" under ledelse af Det Kongelige Akademi skal udforske potentialerne i biomasse fra hav- og akvakultur. Målet er at reducere bygningers CO2-aftryk og fremskynde byggebranchens overgang til cirkulære, biobaserede materialer.
Det nye internationale forskningsnetværk "Building with Blue Biomass", der består af førende eksperter fra Danmark, Australien og Storbritannien, vil undersøge, hvordan vi kan reducere byggeindustriens miljøbelastning, ved at benytte blå biomasse. Partnerne er fra både erhvervsliv og forskningsmiljøer fra lande, hvor der er lokal indsigt i og en rig adgang til blå biomasse.
Netværket vil kombinere fagligheder fra arkitektonisk design, biokemi, materialeudvikling, digitale teknologier og bio-økonomi og vil derigennem undersøge, hvordan fremtidens byggematerialer kan fremstilles af organismer fra havet, søer, vandløb og akvakulturanlæg såsom alger, tang, skaldyr og søgræs.
Store potentialer for nye bio-baserede materialer til byggeriet
Netværket vil bl.a. se på, hvordan de den blå biomasse giver nye muligheder for udvikling af biobaserede byggematerialer samt bionedbrydelige polymerer, der kan erstatte skadelige syntetiske stoffer i vores byggede miljø. Kan hurtigt voksende mikroalger fx erstatte beton og murværk og hjælpe med til at omdanne vores bygninger til kulstofdræn? Eller kan man 3D-printe byggekomponenter af søgræs eller alger?
”Vores fremtidige byggekultur vil basere sig på bio-byggeri og bio-renovering, hvor den blå biomasse vil få en nøglerolle. Derfor er det vigtigt at samle den nuværende viden, udvikle nye produkter og omsætte forskningen, så vi kan fremskynde implementeringen af de nye bæredygtige løsninger”, siger Paul Nicholas, Lektor ved Det Kongelige Akademi og leder af netværket.
Det er planen at netværket vil dele indsigter og løsningsmodeller med lande, der har adgang til blå biomasse, for at understøtte byggeindustriens
Samtidig vil projektet beskæftige sig med og gøre opmærksom på betydningen af verdens vandområder og maritime økosystemer i forhold til en mere bæredygtig fremtid.
Om ‘Building with Blue Biomass’
Uddannelses- og forskningsministeriet støtter netværket med en bevilling på 1 mio. kr. under programmet: ”Global Innovation Network Programme”. Netværket er planlagt til at vare i to år.
Udover det Kongelige Akademi består netværet af 3XN/ GXN Architects, DTU, ARUP, University College London, Queensland University of Technology og University of Queensland.