København er arkitekturhovedstad 2023

Pudelek, CC BY-SA 4.0 via Wikimedia Commons
Dato

I anledning af UIA World Congress of Architects 2023 er København udnævnt til Arkitekturhovedstad – UNESCO-UIA World Capital of Architecture. Institutleder Natalie Mossin er en af hovedkræfterne bag verdenskongressen, der samler 10.000 arkitekter i København. 

København er udpeget som World Capital of Architecture i forlængelse af, at UIA’s World Congress of Architects til sommer bliver afholdt her. Op mod 10.000 arkitekter skal mødes for at netværke og diskutere, hvordan arkitektur kan bidrage til FN’s mål om en mere human og miljømæssigt bæredygtig verden.

Natalie Mossin, leder af Institut for Bygningskunst og Teknologi og ligeledes Vice President of Congress, UIA World Congress of Architects 2023 er en af hovedkræfterne bag de begivenheder, der sætter København i arkitekturens tegn i 2023.

Arkitektur i hele København
Åbningen af arkitekturåret blev fejret på Københavns Rådhus, hvor blandt andre H.K.H. Kronprinsen, der er protektor for Arkitekturåret, og teknik- og miljøborgmester Line Barfod var til stede. Teknik- og miløborgmesteren overrakte ved samme lejlighed en pris til to studerende fra Det Kongelige Akademi, der havde vundet en konkurrence om et forslag til et midlertidigt rådhustårn. 

”Jeg er stolt af, at København er udnævnt til Arkitekturhovedstad. Det er et helt unikt vindue til at vise verden, hvad vi kan indenfor arkitektur, byudvikling og bæredygtighed, og det er en vigtig anledning til dialog om udviklingen af fremtidens hovedstad. Hvis København skal fortsætte med at være blandt verdens bedste byer, skal vi sammen takle tidens store udfordringer - klimaforandringer, stigende vandstande, manglen på boliger, ophobet jord fra byggeprojekter, og en metro, der er ved at sande til i sin egen succes,” sagde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen. 

Omfattende forskning i arkitektur
Det Kongelige Akademi er ansvarlig for det forskningsmæssige spor af kongressen i juli og er i fuld gang med forberedelserne. Ud fra seks temaer - klimatilpasning, gentænkning af ressourcer, modstandsdygtige samfund, sundhed, inklusivitet og partnerskaber for forandring - der sammen dækker FN’s 17 Verdensmål, har man lavet et call til forskere, civilsamfundsorganisationer, praktikere og politiske beslutningstagere, der har lyst til at bidrage. 

Det skal munde ud i seks publikationer som rummer 300 videnskabelige artikler med perspektiver på arkitektur og det byggede miljø fra hele verden. En komite har udvalgt dem på baggrund af 750 fremsendte artikler. 

Til kongressen, der foregår 2.-6. juli i Bella Center vil alle forfatterne præsentere deres arbejde. Sideløbende med kongressen afholder Det Kongelige Akademi en række relaterede aktiviteter.