Ny bog samler Kay Fiskers arkitektur
I en ny bog 'Kay Fisker. Moderne arkitektur – levende tradition' udfolder Det Kongelige Akademis forsker, arkitekturhistoriker Martin Søberg, Kay Fiskers arkitektur og betydningen for eftertidens arkitektur.
Gennem 344 sider dykker Martin Søberg ned i Kay Fiskers værker. Helt fra tidlige stationsbygninger på Bornholm over monumentale karrébygninger som Vestersøhus og Dronningegården i det indre København. Afslutningsvist bliver også det Det Danske Institut i Rom gennemgået. Bogen er illustreret med et stort udvalg af originale tegninger og fotografier af bygningerne, taget af Anders Sune Berg.
”Kigger man på Kay Fisker i en nutidig kontekst, var han lidt af en pioner inden for funktionalitet og lys i arkitekturen, men brugen af langtidsholdbare materialer kendetegner hans projekter. I det hele taget havde han en ambition om at forbedre boligbyggeriet. Han er en arkitekt, som nutidens byggeri kan tage ved lære af,” siger Martin Søberg.
Arkitekt og samfundsdebattør
Kay Fisker var udøvende arkitekt i en brydningstid. Med sig havde han både traditionerne og det moderne. I sin studietid på Kunstakademiets Arkitektskole var han påvirket både af nationalromantik og nyklassicisme, og senere var han med til at definere den funktionelle tradition i den gryende velfærdsstat. Hans markante murstensbyggerier er stilfærdige og enkle, men på samme tid banebrydende.
Samtidig med sit virke som arkitekt var han også samfundsengageret og ønskede at lade arkitekturen nå ud til den brede befolkning.
”Han publicerede meget, blandede sig generelt i samfundsdebatten og bidrog til oplysning gennem udstillinger og lignende. F.eks. kuraterede han i 1929 en udstilling i Forum, der henvendte sig til den brede befolkning og handlede om den moderne arkitektur. Derudover systematiserede han også boligbyggeriet i København gennem en omfattende kortlægning og sammenligning. Hans formål var at højne kvaliteten,” forklarer Martin Søberg.
Kay Fisker var ansat på Kunstakademiets Arkitektskole fra 1920 til 1963, først som undervisningsassistent, sidenhen som docent og fra 1936 som professor.