Ny forskning: Accepter at oliemalerier revner

Dato
Kategori
Forskning og innovation

Konservatorer ved Det Kongelige Akademi har sammen med internationale forskerkolleger påvist, at uanset de bedste klimaanlæg, kan vi ikke undgå at oliemalerier i vores største kunstsamlinger får revner. Det kommer til at rykke radikalt ved den måde museer skal risikovurdere og bevare kunstværker på i fremtiden.

Hvordan bevarer vi Rembrandt intakt til eftertiden? Eller de danske guldaldermalerier? En af museumsverdenens største udfordringer handler om, hvordan vi sørger for, at vigtig kulturarv forbliver intakt og opretholder deres originale tilstand, farver og udtryk. Derfor har man gennem tiderne på forskellig vis forsøgt at behandle malerier med forskellige mere eller mindre vellykkede metoder.

Siden anden verdenskrig, har museumsverdenen og konservatorer dog først og fremmest gået ud fra, at man ved at indrette museerne med klimaanlæg som sikrede den helt rette temperatur og luftfugtighed, kunne undgå, at kunstværkerne blev nedbrudt.

Det har været en meget ambitiøs strategi som var kostbar, og i øvrigt også energikrævende, og det er langt fra alle – især ikke de mindre museer – der har haft denne mulighed.

Nu viser ny forskning, at regulering af klima på museerne fortsat har stor værdi, men det er ikke en garanti. Oliemalingen kan over tid – afhængigt af farver og sammensætning – selv begynde at ændre sig, uanset klimatiske forhold.

Lektor ved Det Kongelige Akademi – Konservering, Cecil Krarup Andersen, der har bidraget til den nye forskning siger:

”De nye resultater peger på, at vi er nødt til at acceptere at kunstværker kommer til at se gamle ud, og af de får revner. Det betyder grundlæggende, at vi skal gøre helt op med idealet om, at vi kan bevare kunstmalerier optimalt og perfekt. Det er ganske enkelt ikke muligt. Vi står overfor en meget stor kommunikationsopgave nu, fordi dette kan få meget stor betydning for, hvordan vi skal vurdere bevaring og risiko for nedbrydning fremover ”.

 

Forsøg der strækker sig over 30 år
Det nye forskningsresultat er netop blevet præsenteret i det internationale tidsskrift ”Heritage Science”, og baserer sig på et tæt samarbejde med den amerikanske forsker Marion F. Mecklenburg’s Paint Reference Collection.

På Smithsonian Institiution indledtes forskningen for 30 år siden, hvor forskerne på institutionen besluttede sig for at afprøve, hvordan forskellige typer, lag og farver oliemaling ville reagere over tid, opbevaret i samme kontrollerede klimatiske miljø.  Det internationale forskerteam har nu efter 30 år foretaget grundelige analyser af de forskellige prøver, og er kommet frem til den konklusion, at der er stor forskel på, hvordan de forskellige malingstyper opfører sig alt efter hvilke pigmenter der er brugt. I mange tilfælde kan man konstatere, at malingen trækker sig sammen og er blevet mere stiv, hvilket betyder, at den i sig selv kan begynde at skalle af lærredet og slå revner.

Cecil Krarup Andersen uddyber:

”Hidtil har forskerne primært været fokuseret på temperatur og fugtighed, som den afgørende faktor for, om oliefarven ville revne hvilket i høj grad har begrundet de ambitiøse klimaanlæg. Nu åbner der sig en række nye spørgsmål, som konservatorer og museerne skal tage stilling til. For ét er oliemaling. Hvordan opfører nye materialer som akryl sig for eksempel? Og hvad betyder den nye viden for den måde, vi skal bevare på i fremtiden?”

Forskningen er udført af Lektor Cecil Krarup Andersen og Lektor Mikkel Scharff ved Det Kongelige Akademi – Konservering i samarbejde med internationale forskere fra Polen, Spanien, Frankrig og USA.