Udstilling: En installation - et møbel
Udstillingen 'En installation – et møbel' er resultat af 2 ugers workshop i Marstal, september 2020.
23 bachelorstuderende fra programmet Helhed & Del ved Institut for Bygningskunst og Design / Det Kongelige Akademi rejste til øen Ærø i det sydfynske Øhav. Det kom der de mest forunderlige installationer og møbler ud af. De kan ses på biblioteket frem til den 20. januar 2021.
Programleder: Jacob S. Bang
Workshop ansvarlig: Arkitekt Kristian Hansen
Udstillerne skriver:
" Ærø og navnlig byen Marstal har gennem århundreder været forbundet til den store verden via søfart. I Marstal formidles denne historie forbilledligt på Marstal Søfartsmuseum, der fungerer som byens vigtigste kulturinstitution, solidt bakket op af frivillige kræfter. Dette museum bærer på byens fælles arv og på museet kan alle i byen gå hen og finde et maleri, en model eller et fotografi af et eller flere skibe der har spillet en central rolle i deres familie – I Marstal er et hvert liv forbundet til søfart og som sådan spændt ud mellem udlængsel, eventyrlyst, afsavn og hjemve.
På Helhed & Del (fra Institut for Bygningskunst og Design) handler årets bacheloropgave om at skabe et søfartsmuseum til en by som deler historie med Marstal, nemlig Svendborg, hvor man endnu ikke har et hus hvori denne historie fortælles.
De studerendes ophold i Marstal var delt op i to faser:
Første fase gik ud på, gennem en traditionel opmålingsopgave, at skabe sig indsigt i hvordan man fortæller søfartshistorie i et traditionelt og solidt lokalt forankret søfartsmuseum. Opmåling er fordybelse og tilstedeværelse over længere tid og de studerende mærkede husets rytme over dagen og gennem ugen.
Arbejdet blev udført i grupper á to personer, hvor hver gruppe havde ansvar for et eller to af museets rum; skonnertrummet, krigsrummet, værftsrummet osv. Foruden læring og oplevelse materialiserede opgaven sig i 20 A1 plancher med smukke blyantstegninger.
Opgavens anden fase handlede om at omsætte sine erfaringer i et udstillingsmøbel bygget i 1:1 på museumsværftet Eriksens plads ved Marstal Søfartsmuseum. Møblerne blev udført i samme gruppekonstellationer som i forbindelse med opmålingsopgaven og hvert møbel skulle referere tilbage til det- eller de rum den enkelte gruppe have opmålt.
Med workshoppen havde vi det sigte at opøve erfaringer gennem et forløb, der vekselvirkede mellem øvelser inden for opmåling, tegning, ideudvikling og skitsering og endelig omsætning fra ide til konkret produktion i 1:1. Vi var desuden interesserede i den rent oplevelsesmæssige og sanselige værdi, der tilføjes en opgave som den aktuelle, ved at vi over en tid lever og giver os hen i et miljø (hele byen Marstal) der meget loyalt ligner, efterlever og samtidig udvikler i sin søfartshistorie.
De Maritime udstillingsmøbler blev fragtet til København med Museumscoasteren Samka fra Marstal og er nu ankommet til Det Kongelige Akademi.
Stor tak til de studerende for deres indsats, til STARK FONDEN for støtte til Workshoppen, til Marstal Søfartsmuseum, til workshopleder arkitekt Kristian Hansen og det øvrige lærerkorps på Helhed & Del ved Det Kongelige Akademi."