
Job- og karrieremuligheder
Arkitekt
Arkitekter med en kandidatgrad i Skrift & Wayfinding kan specialisere sig inden for arkitektur og rumlig grafik. Du får kompetencer til at arbejde som selvstændig eller ansat arkitekt: i design- og arkitektvirksomheder, som formidlings- og udstillingsarkitekt ved f.eks. museer og organisationer eller almennyttige og humanitære organisationer. Vi ser også et stigende jobmarked inden for wayfinding-design i forlængelse af de nye store og omfattende supersygehuse og boligområder.
Typiske arbejdsområder
• arkitekt med fokus på grafik i rum og udstillingsdesign
• arkitekt med speciale i skiltedesign og aptering
• arkitekt med speciale i wayfinding og brugeradfærd
• arkitekt med speciale i branded spaces og visuel identitets design
Designer
Designer med en kandidatgrad i Skrift & Wayfinding vil, ud over at have en bred baggrund i grafisk design, yderligere kunne specialisere sig indenfor rumlig grafik, skriftdesign og visuel identitets design. De erhvervede kompetencer kan desuden overføres til at arbejde med digital design, som art director på magasiner, eller som bogtilrettelægger. Du får kompetencer til at arbejde som selvstændig eller som ansat grafisk designer i designvirksomheder eller som designer i kommunikationsafdelingen i større virksomheder og organisationer. Vi ser også et stigende jobmarked inden for wayfinding-design i forlængelse af de nye store og omfattende supersygehuse og boligområder.
Typiske arbejdsområder
• grafisk designer med fokus på rum og udstillingsdesign
• grafisk designer med speciale i skiltedesign og aptering
• grafisk designer med speciale i wayfinding og brugeradfærd
• grafisk designer med speciale i visuel identitets design
• skrift designer
Læs videre til ph.d.
Du kan også overveje at søge videre på det 3-årige ph.d.-studie, som på KADK er en forskeruddannelse i international topklasse. Du kan vælge mellem at tage et almindeligt ph.d.-studie eller at tage en ErhvervsPhD, hvor du samtidig er ansat i en virksomhed. Ph.d.-studerende med afgang fra Skrift & Wayfinding vil typisk specialisere sig i områder omhandlende: visuel perception; brugeradfærd i rumlig kontekst; designhistorie; og skrift design.