Enzymer som redskab i papirkonservering - En undersøgelse af restenzym

Kejser Maximilian I.s æresport er renæssancens største grafiske værk. Det er skabt af kunstneren Albrecht Dürer, og består af 36 sammenklæbede ark. Værket blev restaureret i 2014. Konservatorerne brugte enzymer, som var meget effektive, da arkene skulle løsnes fra det papir, de var klæbet op på. Men har brugen af enzymer konsekvenser for kunstværket?

Albrecht Dürer var en af renæssancens betydeligste kunstnere. Et af hans hovedværker er det store træsnit, Kejser Maximilian I.s æresport, dateret 1515. Statens Museum for Kunst ejer to eksemplarer. Det ene blev midt i 1800-tallet klæbet op på papir og lærred, og måler 3,5 x 3 meter. Inden værket skulle udstilles for at markere dets 500-års jubilæum, blev det restaureret. 

Bagsidepapiret, der bestod af to baner á 3,5 m, skulle fjernes for at muliggøre den videre konservering. Den 200 år gamle stivelsesklister var umulig at opløse, og papiret kunne ikke løsnes fra originalværket ved hjælp af de almindelige metoder; fugt, vand, spatler, skalpeller mm. Derfor udviklede konservatorerne en konserveringsmetode, Æresport-metoden, som var baseret på et enzym fra Novozymes.  

Mange papirkonservatorer mener imidlertid, at det kan være et problem for både bevaring og fremtidige behandlinger af et kunstværk, hvis der er anvendt enzymer i konserveringen, og disse bevarer deres aktivitet. Hvis man anvender stivelsesklister til montering eller efterlimning af et værk, mener de, at man kan risikere, at enzymerne også går i gang med at nedbryde denne klister. 

Specialet sammenligner forskellige enzymbaserede konserveringsmetoder og præsenterer ny viden om effektivitet og risiko ved brug af enzymer. Er der enzymrester i papir, hvor enzymer har været brugt som en del af behandlingen? Kan enzymerne vaskes fuldstændigt ud, eller bliver de i papirets struktur? Hvis ja, bliver de så ved med at være aktive og i hvor lang tid?  

Specialets undersøgelser er udført gennem eksperimenter på cirka 200 mock-ups; papirprøver, der er særligt fremstillet til formålet. Specialet er lavet i samarbejde med SMK og DTU-Bioengineering & med "enzymstøtte" fra Novozymes.

KONKLUSIONER

Enzymer var nødvendige. De sammenklæbede papirlag kunne ikke løsnes fra hinanden uden hjælp af enzymer.
Jo mere enzym, jo mere effektivitet. Jo mere enzym, der blev anvendt, jo kortere tid tog det at løsne “opklæbningspapiret” fra “værket”, og jo mere af opklæbningens klister blev der fjernet fra "værket”.
Altid enzym tilbage i papiret. Alle behandlingsmetoder, hvor der indgik enzym i behandlingen, efterlod aktive enzymrester. Jo mere enzym, der var blevet anvendt, jo flere aktive enzymrester kunne påvises i papirprøverne.
Enzymerne kunne ikke skylles fuldstændigt ud. Udskylning ved hjælp af vandbade formåede ikke at fjerne enzymresterne. En stor del kunne fjernes, men der var dog altid noget aktivitet tilbage.
Enzymerne kunne genaktiveres. Analyserne viste, at enzymerne i papiret kunne genaktiveres efter, at prøverne havde været opbevaret ved stuetemperatur i en måned. De industrielt fremstillede enzymer viste sig altså at være meget holdbare.
Med tiden mister enzymerne deres aktivitet. ”Opklæbningspapiret”, som ved hjælp af æresport-metoden var blevet fjernet fra Kejser Maximilian I.s æresport, har ligget opbevaret på Statens Museum for Kunst siden 2014. I dette papir har enzymerne mistet deres potentiale for aktivitet.
Æresport-metoden mest effektiv. Æresport-metoden var den mest effektive metode af alle afprøvede metoder. Den efterlod dog også flest aktive enzymrester.