På sporet af Lersøen

Hvorfor omdanne et tidligere industrielt område til et reakreativt areal?

Flere af Københavns tidligere industrielle områder, som ikke længere blev brugt til deres oprindelige anvendelse og formål, er gennem de seneste par år blevet transformeret om til nye moderne bykvarterer. 

Det er hovedsageligt sket ved, at de fleste af industribygningerne, med enkelte undtagelser, er blevet enten helt eller delvist revet ned for at gøre plads til, at der i stedet kunne bygges et stort antal nye boliger og erhverv - og kun i relativt få tilfælde er de gamle industriarealer blevet brugt til at etablere nye offentligt tilgængelige parkarealer til københavnerne. 

Især i Århusgadekvarteret i Nordhavn ses flere eksempler på, hvordan ellers enormt fine og karakteristiske gamle industrielle bygningsværker desværre måtte lade livet, udelukkende fordi de ikke havde nok kvadratmeter at byde på. Et stort tab set med bæredygtigheds øjne - men i lige så høj grad et tab for områdets unikke karakter og identitet. 

Jeg så derfor en mulighed for at benytte min afgang på at forsøge at forhindre tabet af et lignende truet historisk område gennem et arkitektonisk projekt, ved i stedet konsekvent at omfavne og hylde den eksisterende historiske karakter og udnytte dens kæmpe potentialer. 

Den glemte fortælling

Projektet tager udgangspunkt i det godt 700 m lange, smalle areal på Nørrebro beliggende øst for Bispebjerg St. og Tagensvejsbroen. Et yderst relevant sted at dykke nærmere ned i, da det netop er et tidligere industrielt område, der sammen med hele det omkringliggende Haraldsgadekvarter i løbet af de kommende år skal igennem en større områdefornyelse og transformation. 

Dette ofte oversete areal er dog samtidig også et sted, der rent faktisk gemmer på en overaskende lang og fascinerede historie, som kun få personer egentlig kender til. 

For de fleste københavneres vedkommende har man måske kun stiftet bekendtskab med området under Covid-19 pandemien, da arealet på det tidspunkt nemlig husede et af Danmarks største testcentre. Spoler man tiden 200 år tilbage, vil arealet dog fremstå fuldstændig uigenkendeligt, da hele området på dette tidspunkt faktisk lå under vand.

Her lå nemlig en af Københavns største naturligt formede søer kaldet Lersøen, der i 1750 bredte sig helt fra Lygten ved Nørrebrogade og op til Lyngbyvej ved Ryparken St. Den var på dette tidspunkt også et vigtigt led i byens infrastruktur, da søen via et åløb indtil Sankt Jørgens Sø fungerede som vandreservoir for datidens København. 

Området var på dette tidspunkt et hyggeligt og idyllisk sted omkranset af marker til alle sider, beliggende langt fra datidens byporte. 

Som årene gik fik København dog behov for at udvide sine grænser længere nordpå, og kommunen valgte derfor at udfase Lersøen, som et led i vandforsyningen, ved gradvist at udtørre søen i løbet af 1800-tallet for at frigive mere jord at bygge på. 

Industrien begyndte derfor at rykke tættere og tættere på den gamle sø, der efterhånden ændrede udseende til i højere grad at fremstå som et marskareal tæt bevokset med rør- og pileplanter, der desuden blev brugt af byens kurvemagere til at flette med. 

I 1889 begyndte kommunen desuden at bruge en del af den udtørrede sø som losseplads for byens latrin og skrald. Det var også i denne periode, at byens hjemløse og kriminelle begyndte at søge tilflugt i området, da de her nemt kunne gemme sig for politiet blandt det tætte buskads. 

Der var plads til at disse "Lersø-bøller" her kunne leve i fred, da de ellers ikke var velkommen inde i byen. Her holdt de til i nogle år, hvor de gjorde stedet til deres eget ved at bygge små hytter af pilebuskene, og hvad de nu kunne finde af brugbare materialer blandt skraldet, indtil de i starten af 1900-tallet blev smidt væk, da der opstod et behov for at etablere en ny jernbanestrækning henover den gamle Lersø. 

Jernbanen blev i 1916 udvidet yderligere via etableringen af et rangerareal, hvor store dele af området blev fyldt op med en lang række jernbanespor beliggende tæt op af hinanden til opbevaring af togvogne. Det var også i denne periode, at forskellige store fabrikker, bilforhandlere og værksteder kom til - og desuden også her, at den stadig gældende afgrænsning for området blev fastslået. 

Rangerarealet blev benyttet frem til starten af 00'erne, hvorefter det gradvist mistede dets funktion, og den naturlige bevoksning fik lov til at bredde sig mellem de forladte togskinner. I 2010 opstod de første planer for, hvad der så skulle ske med det nu ubrugte område - og førte i 2012 til etableringen af Mimersparken på den vestlige side af Tagensvejsbroen. 

Den østlige side af området fik dog stadig lov at ligge øde hen nogle år endnu, og var efterhånden vokset til en mindre skov af buske og træer. Først i 2017 begyndte man at fjerne de fleste af togskinnerne for at rydde pladsen med henblik på at asfaltere en del af arealet til brug for den omkringliggende industri. 

i 2020 blev verden dog ramt af Covid-19 pandemien - og dette nyligt asfalterede areal blev derfor et oplagt sted til hurtigt at etablere et stort testcenter. Det endte med at ligge der helt indtil slutningen af 2022, hvor denne del af området herefter blev overtaget af et byggefirma, som stadig i 2024 benytter pladsen som et opbevaringslager for byggematerialer. I 2022 gav DSB desuden også CPH Village lov til at opføre en mindre studieby af midlertidige boliger på det resterende areal tættest på Tagensvejsbroen.

Fremtidsplaner for området

Det bringer os til i dag, hvor der som sagt er planer om en større områdefornyelse af hele Haraldsgadekvarteret - inklusivt det aflange areal, som mit projekt fokuserer på. I de tidligste forslag fra 2010 til hvad der kunne ske med netop dette gamle togareal, blev området beskrevet som et sted, hvor der kunne etableres en "fremtidig park" i forlængelse af Mimersparken. 

I de nuværende planer for området er man dog gået væk fra tanken om et større parkareal, og vil i stedet fylde det aflange område op med boliger og mindre grønne lommer blandt bebyggelsen.

Fælles for planerne for området er dog, at der lægges vægt på vigtigheden af bedre forbindelser på tværs af Nørrebro - herunder ønsket om en cykel- og gangforbindelse til Mimersparken samt etableringen af en cykelbro henover den lange afgrænsende aktive jernbanestrækning, der bedre kan forbinde Lersøparken til Haraldsgadekvartret. 

Jeg ser dog derudover også stadig et behov for at skabe et større rekreativt areal i området - ikke fordi der som sådan er mangel på parker i nærområdet, da borgerne jo allerede har både Mimers- og Lersøparken. Jeg ser derimod en mangel på en bestemt type areal, som er i stand til at kunne noget andet end de traditionelle legepladser, store boldbaner og tomme græsplæner.

Fremtidens park

Jeg bed mærke i, hvordan området tilbage i 2010 blev beskrevet som en "fremtidig park", og begyndte rent semantisk at tænke over, hvad begrebet egentlig indebærer. Med andre ord at gentænke parken som et element i en moderne storby - hvad vil den i fremtiden skulle kunne?

Derudover var jeg naturligvis meget optaget af områdets historie, og startede derfor med at lave grundige registreringer af de væsentligste historiske lag - både de stadig eksisterende samt de efterhånden forsvundne topografier. Jeg arbejde herefter med palimpsest som metode, hvor jeg placerede de mange lag ovenpå hinanden for at se de relationer, der opstod mellem dem. 

Heriblandt lag såsom Lersøens forskellige udformninger gennem tiden, de mange meget stringente og retningsbestemte jernbanespor, resterne af Covid-19 testcentrets infrastruktur, områder hvor regnvandet naturligt samler sig på arealet samt de forskellige nutidige lag i form af materialelageret og den midlertidige studieby. 

Jeg slog også tidligt fast, at jeg i projektet ville arbejde med en klar opdeling i parkens forskellige bevægelseshierarkier - herunder den eksisterende jernbane som en fast afgrænsning for arealet, etableringen af nye cykelstiforbindelser, der kobler sig til både Mimersparken, Lersøparken samt resten af Nørrebro, skabelsen af et nyt langt skateforløb langs den aktive jernbane, og sidst men ikke mindst, plads til de mere bløde bevægelser fra fodgængere midt i parken. 

Intentionen var at lade så mange af de historiske lag som muligt forblive synlige i parken og at give plads til, at de vil kunne leve side om side. 

Det var en lang proces at opveje de forskellige elementer overfor hinanden og finde frem til en sund balance mellem genskabelse og bevaring. 

Eksempelvis valgte jeg delvist at genetablere søen og sætte den ind i en ny sammenhæng til trods for, at det jo er et element, der ikke længere eksisterer i området. Det har jeg bl.a. valgt at gøre, da de klimaforandringer vi i dag står overfor, tvinger os til at reaktualisere behovet for plads til vand i vores byer. 

Grundet områdets fortid som sø har regnvand svært ved at sive gennem den lerholdige jordbund, og arealet er derfor et naturligt samlested for nedbør. Derudover så jeg en mulighed for at koble mig på den kommende skybrudstunnel, der i fremtiden vil komme til at løbe under parken. 

Frem for at gemme denne vigtige infrastruktur væk, så jeg en mulighed for i stedet at synliggøre vandet og give plads til, at det kan fylde mellem bylivet. 

Genbruge historien

Det har været et hovedprincip for projektet at arbejde meget med genbrug - til dels af materialer - men især også af eksisterende strukturer. 

Eksempelvis har jeg valgt at tage den jord, der udgraves i den østlige del af parken for at kunne gøre plads til en ny regnvandssø, og placere den ud i resten af parken i mindre bunker. 

I forlængelse af dette har jeg valgt at arbejdet med omskiftelighed ved at regnvandssøen har mulighed for at udvide sig under kraftig nedbør, hvor vandstanden vil stige, og vandet kan løbe ned gennem hele parken - som også er en reference til Lersøens skiftende udformning igennem historien. 

Genbrug gør sig også gældende for det mest dominerende greb for projektet, i og med at jeg har valgt at lave en række udskæringer i den eksisterende asfaltering på arealet, der bl.a. giver plads til, at regnvandet kan flyde ud i to udgravede kanaler, der strækker sig gennem parken.

Fælles for alle udskæringerne er, at de alle er lavet efter rangerarealets mange retningsbestemte jernbanespor. De udskårne stykker af asfalt bliver desuden også lagt ud langs kanten af kanalerne i den ikke-asfalterede del af parken, samt brugt til flader til cykelstien og skateforløbet gennem parken. 

Jeg har også valgt at bevare nogle af de efterladte spor fra Covid-19 testcenteret ved at lade de hvidmalede fodgængerovergange forblive i parken rent visuelt - men også rent programmatisk, da de nemlig vil komme til at fungere som overgange hen over vandkanalerne.

I de resterende huller, der er efterladt i den asfalterede del af parken, vil der være plads til, at den naturlige plantebevoksning igen kan få lov at brede sig. Plantevæksten samt den nye regnvandssø vil desuden sammen fungere som en lille hjælp til biodiversiteten ved især at give lidt mere plads til, at insekter kan leve side om side med os mennesker i storbyen. 

Mødet mellem historie og kultur

Det har ligeledes været et væsentlig element for mit projekt at tage fat i den eksisterende kultur i området - heriblandt skaterne. 

Til trods for at borgerinddragelse nemlig flittigt blev brugt under etableringen af Mimersparken på den anden side af Tagensvejsbroen - der i øvrigt også generelt kan siges at have været en succes for Nørrebro - er det interessant, hvordan skaterne ikke følte, at der blev taget ordenligt hensyn til deres behov. 

Det resulterede i, at de helt selv på egen hånd opførte to skatespots i området - "Under Broen" direkte under Tagensvejsbroen samt "Hullet" lidt længere øst på. 

Med dette projekt etablerer jeg derfor også et langt og smalt skateforløb ned gennem parken for at udnytte asfalteringen langs den i forvejen støjende aktive jernbanestrækning, og herved skabe en forbindelse mellem de to skatespots fra den nye park og videre hen langs et forladt jernbanespor, der ikke længere er i brug, eftersom rangerarealet i dag er nedlagt.  

Til opførslen af dette skateforløb vælger jeg at genbruge de forskellige materialer, der bl.a. kan findes i opbevaringslageret - herunder de store betonblokke i forskellige størrelser og de mange beton trafikværn, paller osv. samt nogle af de gamle efterladte jernbanespor.

Tanken er at tage fat i de initiativrige borgere og give plads til kreativitet ved at give dem lov til selv at være med til at skabe en park med dynamiske elementer, der ikke er fastlåste, men derimod kan flyttes og ændres efter behov, da det er materialer, som relativt let kan skilles ad og samles på ny vis igen og igen, efter hvad man har lyst til. 

Dette samme princip om genbrug af materialer, som også er med til at fastholde områdets rå karakter, gør sig ligeledes også gældende for skabelsen af et parkourareal i midten af parken, tæt på den nye cykelbro henover jernbanen. 

Der er nemlig efterspørgsel på flere "naturlige" træningsfaciliteter i området, som ikke er specifikke træningsmaskiner, der kun kan benyttes på en bestemt måde - men derimod frie elementer, der lægger op til en mere legende tilgang til motion og frit kan bruges, som man har lyst. 

Inspirationen til etableringen af et rekreativt område, med disse dynamiske elementer, skal ligeledes ses som en direkte reference til, hvordan det jo i sig selv også er et ret væsentligt lag, at dette område historisk set altid har været i konstant forandring.

I den forbindelse har jeg også været inspireret af konceptet bag bygge- og skrammellegepladser, der især var populært tilbage i 60'erne og 70'erne, og den stærke tilknytningsevne, de indebar - tanken om at borgerne selv er med til at skabe deres omgivelser og sætte deres egne personlige præg på stedet.

Det er derudover også en direkte reference til Lersø-bøllerne, der i sin tid skabte deres eget fristed i netop dette område.

Stedsidentitet

Jeg har også valgt at bevare de midlertidige containerstudieboliger som en programmering, der kan leve side om side med parken - dog har jeg valgt at omrokere dem for at give boligerne en mere hensigtsmæssig placering med ordentlig plads til luft, grønt og ophold imellem dem. 

Derudover forsøger jeg også at udnytte, hvordan boligerne kan danne en klar reference til de parkerede togvogne, der i mange år dominerede udsynet over arealet. 

Det er ligeledes også gjort for at øge identitetskabelsen for, hvad det egentlig vil sige at bo på et gammelt industripræget areal. Et forsøg på at udnytte og hylde områdets fascinerende og unikke karakter. 

Formålet med parken har også været at skabe gangforløb, der kan fungere som en destination for fodgængere fra Mimersparken. Et sted hvor man kan gå på opdagelse, og hvor der er mulighed for ophold, aktivitet og udfoldelse. 

Parken vil desuden også være med til at forbedre forbindelserne på tværs af Nørrebro, bl.a. via etableringen af en ny cykel- og gangbro henover den hårde grænse, som togtrafikken danner. Den nye park vil dermed sammen med Mimers- og Lersøparken også bedre være i stand til at komplimentere hinanden. 

Det er også et vigtigt princip for parken, at graffiti som kultur vil have lov til frit at kunne eksistere på arealet. Det er med andre ord en accepteret præmis, at alt i parken kan og vil blive bemalet. 

Det er gjort for at tage den eksisterende kultur alvorligt, og give ordentligt plads til den i bybilledet frem for i stedet at forsøge at holde den væk. 

Graffitien vil være i stand til at komplimentere og bidrage til parken som et dynamisk areal, hvor der er god plads til kreativitet, udfoldelse og samvær i og med, at der både vil være plads til de større professionelle kunstværker samt dem, der blot har lyst til at prøve at male lidt med en spraydåse for sjovs skyld. 

En bufferzone til København

Afrundingsvist er det vigtigt at pointere, at det har været et helt centralt hovedgreb for projektet, at jeg har arbejdet med arealet set som en bufferzone til den omkringliggende by.

Det skal forstås på den måde, at denne park vil være et sted, hvor der er plads til det, som resten af byen ikke er i stand til at rumme. 

Dvs. plads til at regnvandet kan fylde mellem bylivet, plads til skaterne, plads til graffitien som en ellers ikke særligt respekteret kunstform, plads til den frie bevoksning, plads til insekterne og plads til de unge studerende, der i dag skubbes væk fra byen på grund af de høje priser. 

Et forsøg på at stå ved hvordan dette område historisk set altid har været en bagside til resten af byen, som nu vil blive bedre integreret med omgivelserne, men stadig bevarer og holder fast i konceptet "bagsiden" som en væsentlig del af Københavns historiefortælling - og en type areal, der i dag kun er meget få tilbage af i nutidens København.

Helt konkret vil jeg forsøge at give stedets unikke kvaliteter lov at fylde, og sikre at de til en vis grad bliver bevaret for at undgå, at de helt bliver glemt og forkastet til historiebøgerne. Et forsøg på at reaktualisere og sammenflette de historiske lag med stedets nuværende behov.

Projektet går derfor hovedsageligt ud på at hive i de forskellige materialer og strukturer. At omrokere og tilpasse dem til en ny kontekst, der udnytter deres unikke karakter frem for i stedet bare at fylde hele området op med nye materialer og ny bebyggelse. 

Det er samtidig et forsøg på at holde stedet åbent for fremtiden. Parken skal ikke forstås som et afsluttet kapitel, da det er meningen, at der er plads til, at den kan udvikle sig side om side med, at befolkningen og vores krav til parken som et begreb vil ændre sig med tiden. 

Derudover har det naturligvis også været hensigten, at dette rekreative areal ligeledes vil kunne fungere som et socialt samlingspunkt, der kan styrke trivslen i området samt bidrage til en tryghedsskabende aktivitet og bevægelse på tværs af Nørrebro.

Parken er dermed også et ønske om at være med til at sætte retningen for den fremtidige områdefornyelse af den omkringliggende industri i Haraldsgadekvarteret. At parken i sig selv kan pege på nogle metoder om at bruge mere genbrug - ikke kun af materialer, men også af eksisterende unikke strukturer, der lægger op til en type af byudvikling, som tør at lade historien stå frem og fylde mere i bylivet.