A
TRANEMOSEN
Navn
Amalie Rosenkrantz Hølmich
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagfelt
Arkitektur
Institut
Bygningskunst, By og Landskab
Program
Arkitektur & landskab
År
2024
Projektet er et studie af det landskab, der står tilbage, når et område med lavbundsjord udtages af landbruget. Med udgangspunkt i mosen, en naturtype præget af myter, overtro, udnyttelse og erobring, undersøges synlige og usynlige spor i landskabet. Gennem landskabsarkitektoniske bearbejdninger, kortlægning og formidling åbnes en verden, hvori landskabets iboende værdi er i centrum.
Tranemosen er en forhenværende mose i Kalundborg, som er blevet drænet og opdyrket. Nu står området til at indgå i udtagningen af lavbundsjord som et led i planen om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser. Som naturtype har mosen gennemgået meget – fra ofringssted i oldtiden til udvinding af tørv til brændsel. Senest er moserne blevet drænet og opdyrket med det industrialiserede landbrug.
I ruinerne af landbruget søger projektet at skabe en anderledes friluftsoplevelse. Mosen fremhæves som mere end et pragmatisk landskab, der står til rådighed for mennesker men i stedet som et komplekst sted at gå på opdagelse i, hvor vi bevidstgøres om vores egen indvirkning på landskabet. Projektet består i en række indsættelser, der undersøges som prototyper for de elementer og tilstande, der står tilbage fra landbruget. Hertil er der udviklet en turfolder specifikt for Tranemosen i Kalundborg. Kortet på turfolderens forside peger på landskabets mange lag, og hjælper den besøgende med, hvordan man kan bevæge sig rundt i det våde landskab, mens tekst og billeder på turfolderens bagside fortæller historier om Tranemosen, og de begivenheder som har fundet sted her.
TURFOLDER forside
TURFOLDER bagside
"Der er ikke anlagt stier i Tranemosen. Det er op til os selv at være opmærksomme på vores omgivelser. Træd varsomt og vid, at mose og sump kan snyde. Det kan være en hjælp at gå i dyrespor, på trærødder og græstoppe, langs grøfter eller tidligere markskel. Gå på opdagelse i et landskab der på én gang er konstrueret, kontrolleret, tilfældigt og kaotisk."
Parkeringspladserne i Tranemosen består af de køreplader der er brugt til udtagningsprojektet. Et midlertidigt tilgængelighedsmateriale flytter permanent ind i mosen.
Den fritstående port markerer en rituel overgang fra at parkere sin bil på kørepladerne, til nu at gå igennem en og opleve landskabet til fods.
STENPLANTAGEN
Stenene i det åbne landskab bærer på historier om istidslandskaber, stærke hænder, gravhøje, diger, hegn, ejendomsret og økonomi. I dag ses de mest i mellemlandskabet i udkanten af markerne, og når mellemlandskabet vokser, som det gør med naturgenopretning, kan stenene flytte med. Stenbunkerne i Tranemosen står spredt ud på marken i et grid, på samme måde som stakke af tørv gjorde det, da man udvandt tørv fra moserne. I sporene fra landbrugsmaskiner står de som levende biotoper, der på én gang er statiske og i bevægelse. Bunkerne kan vokse og sprede sig, og flere hjemløse overskudssten fra landbruget kan komme til. Endnu engang flytter menneskehænder langsomt rundt på sten, og skaber nye landskaber med gamle forbindelser.
STENPLANTAGEN snit gennem stenbunke
STENPLANTAGEN
TEGLMOSEN
I oldtiden var moserne hellige steder, hvor man ofrede artefakter, dyr og mennesker til guderne. De var en portal til en anden verden. Når man har drænet og dyrket markerne, som man har gjort i Tranemosen er potentielle arkæologiske fund gået i forrådnelse. I Teglmosen ses skår og hele stykker af drænrør. De er gravet op fra mosen, og siver nu langsomt ned igen for øjnene af os. Teglmosen er et vidne om, at drænrørene ikke er gæster i dette landskab. De er en del af mosen. Lad dem ligge, saml dem op, tag dem med. Om tusinder af år vil disse drænfund måske blive samlet op og fortælle historien om, hvordan mennesket erobrede moserne, og siden hen forsøgte at få dem tilbage og gøre bod på fortidens fejltagelser. De kan forstås som ofringer på linje med oldtidens ofringer, som en slags økonomisk ofring til naturen og måske til det liv og de fund der har levet her, og som er gået til. Drænfundende giver anledning til at forestille sig, hvad der mon ellers er blevet ofret i mosen, og hvilke historier de ofringer har båret på.
SKOVØEN
På en forhenværende mark står en ø af beplantning. Den er opstået i sporene af en tørvegrav. Tørvegravene er en slags gravpladser i mosen, der vidner om processer, der har taget livet af den. Men mosen har svaret igen med søer og krat, der har gjort det besværligt at dyrke området, og da maskinerne ikke kunne komme til, anlagde man marken rundt om den lille skov. I ruinerne opstod liv, og Skovøen har stået som en biotop i livløse omgivelser. Skovøen er utilgængelig for mennesker, og et græsningshegn markerer hvor den begynder, og det øvrige landskab ender. Det er op til fantasien, at forestille sig hvilke begivenheder der udspiller sig, og hvilke livsformer der trives her. Med tiden vil øen brede sig, hegnet vil blive slugt og stå tilbage som et minde om en grænse der engang var.
ØNSKESUMPEN
Brøndende i Tranemosen er taget ud af funktion, og står tilbage som vidner om de usynlige systemer og forbindelser, der engang tørlagde landskabet. Som en konstrueret slægtning til den bundløse mose finder man i Tranemosen bundløse brønde. Som et tydeligt billede på, at de er taget ud af funktion, er dækslerne fjernet, og hvis man tør, kan man kigge ned i dybet og hviske et ønske. I Ønskesumpen er dækslerne samlet og udgør trædesten, som kan lede os tørt gennem sumpen. Nu er der ikke blot tale om vandet i brønden, men også om brønden i vandet.
Bundløs brønd
ØNSKESUMPEN
GRØFTEBROER
Broerne i Tranemosen er med til at tilgængeliggøre landskabet og skabe passage over grøften. De er på én gang hjemmehørende og fremmede i Tranemosen. Med deres skinnende og ornamenterede overflade minder de os om, at vi bevæger os rundt i designede og konstruerede omgivelser. Udskæringerne i broerne refererer til den beplantning, man kan finde i mosen, og deres simple konstruktion er inspireret af den måde, man førhen har krydset grøften ved blot at lægge en planke på tværs.
SELINEBROEN snit
ELLEBROEN
SIVBROEN
VADEBROER
Vadesteder er overgangssteder, hvor det er muligt at krydse våde områder. På vadesteder har man ofte gjort flere arkæologiske fund, fordi der her har været tæt koncentration af gennemgang. I Tranemosen kan man støde på Vadebroer som er en slags konstruerede vadesteder. Vadebroerne består af køreplader tilovers fra udtagningsprojektet, et midlertidigt tilgængelighedsmateriale der er flyttet permanent ind i mosen, og skaber passage i ellers utilgængelige områder. Kørepladerne er normalt henvendt til maskiner og køretøjer, men nu opleves mosen til fods, og vi konfronteres med kroppens begrænsninger i denne type landskab.
VADEBRO
"I Tranemosen møder man en verden, der trods det umiddelbare udtryk byder på komplekse, sammenfiltrede fortællinger på tværs af tider og steder som vidner om liv og død, magt og mystik."
En genskabt tørvegrav vider om det store landskabelige indgreb, det var at skære tørv i moserne.
Græsningshegnet fremhæver ikke længere grænsen mellem matrikler, men grænsen mellem vådt og tørt.
En mose er opstået i sporene fra en tørvegrav. Grøften omkring mosen gør den utilgængelig for mennesker.
Foruden kortlægning og tekst er projektet udviklet gennem modeller i ler, vand og pigment. I lermodellen undersøges landskabet topografisk. Modellen er dynamisk, og mosens tilstande mimes. Ligesom mosen er modellen levede, foranderlig og uforudsigelig.
.
.
.
.
.
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål
