
Transformation af Pakhus K - Badeanstalt i Nordhavn
Nordhavn er en spændende og aktuel bydel, med store visioner om at blive en selvstændig bydel, der skal imødekomme den øgede efterspørgsel på boliger i København. Århusgadekvarteret er allerede under opførelse, og et vigtigt identitetsskabende element for byudviklingen, er referencen til havnens historie, og dermed bevarelsen af eksisterende bygninger. Pakhus K fortæller historien om Norhavns tidligere rolle som industrihavn, hvis hovederhverv var transport og opbevaring af varer. Visionen for Århusgadekvarteret er at være en selvstændig bydel, med boliger, erhverv, metro, og en stor variation af byrum. Nogle byrum skal henvende sig til den større offentlighed, mens andre skal henvende sig mere lokalt. Pakhus K er placeret mellem to lokalrettede tiltag, handelsgaden Århusgade og lommevandrummet til vandaktiviteter.
Det eksisterende Pakhus K i Nordhavn transformeres til en kønsopdelt badeanstalt, adskilt af den eksisterende brandmur. Hele bygningen bevares med sit skrå gulv, bjælkekonstruktion, facader og gavle. I hver afdeling tilføres en tung støbt hamam som kerne, med en enkelt høj lyskilde. Hamamen er omkredset af niveauer, der på forskellige måder møder det skrå gulv, og danner bassiner og rum. Bjælkekonstruktionen afslutter hvor hamamen begynder, og et ovenlys rundt om hamamen understreger dens tyngde. Mødet mellem bjælkekonstruktionen og det nye, vises tydeligt ved at lave aftryk og mellemrum, og iscenesætter derved mødet. Hamamen har nicher på indersiden og ydersiden, og skaber zoner med mulighed for intimitet. Hamamerne fungerer desuden som pejlemærke i området, og signalerer at en ny funktion er tilført. Forløbet fra ankomst til slut skal sikre krop og sjæl øget velvære, ved at stimulere sanserne. Det sker ved brugen af skiffer på gulvene med forskellig struktur, niveauer, zoner, brusende vand, duftende dampbad, temperaturskift og de forskellige lysvirkninger.














