Visualizing Sustainability
Royal Danish Academy
Danneskiold-Samsøes Allé 51
Copenhagen K
Danmark
Hvordan kan databaserede værktøjer bruges til at formidle fortællinger om den verden, vi lever i, og den bæredygtige verden, vi gerne vil udvikle? Onsdag den 6. april åbner Det Kongelige Akademi udstillingen 'Visualizing Sustainability', hvor 13 forskningsprojekter inden for arkitektur og design oversætter komplekse forskningsdata til visuelle udtryk.
Udstillingen viser 13 eksperimenterende forskningsprojekter som kortlægger og udvikler potentialet i datavisualisering inden for arkitektur og design med særligt fokus på grøn omstilling og bæredygtighed.
Projekterne bruger databaserede værktøjer til at formidle fortællinger, der giver et mere nuanceret blik på virkeligheden og vores omgivelser. Ved at oversætte komplekse forskningsdata til visuelle udtryk, kan vi få øje på sammenhænge og forhold vi som borgere eller brugere ikke nødvendigvis kunne se, eller var opmærksomme på før.
Bæredygtig byudvikling og biomaterialer
Projekterne arbejder med en bred vifte af emner inden for arkitektur og design og bruger grafiske fremstillinger, fysiske og digitale modeller, tegninger og afstøbninger til at kaste nyt lys over forskellige emner som fx bæredygtig byudvikling i København, cirkulær fødevareøkonomi, anvendelsen af affaldstræ i byggebranchen og strukturen i biomaterialer.
Projekterne på udstillingen er udviklet med støtte fra Forskningsreserven 2019.
Udstillingen er støttet af William Demant Fonden og Dreyers Fond.
Der er udstillingsåbning den 6.4. kl. 16.00 - alle er velkomne.