Specifikke adgangskrav og øvrige regler

På denne side beskriver vi en række generelle krav og regler for optagelse til bacheloruddannelserne i arkitektur, design og konservering på Det Kongelige Akademi.

De fleste ansøgere opfylder allerede kravene og skal ikke gøre yderligere.

Ansøgere til Konserveringsuddannelsen skal være opmærksom på det specifikke fagkrav til kemi/bioteknologi.

Dansk A – krav til dit niveau i dansk

Undervisning og eksamen på bacheloruddannelserne i arkitektur, design og konservering foregår på dansk.

Hvis du har en gymnasial eksamen på dansk, svensk eller norsk, opfylder du kravet til dit niveau i dansk.

Hvis du ikke opfylder kravet, skal du bestå en af følgende:

  • Studieprøven / Studieprøve i dansk som fremmedsprog for voksne udlændinge. Du skal bestå alle prøvens discipliner med mindst karakteren 2.
  • Tisustesten. Du skal bestå prøven med de krav, der gælder i Sverige.
  • Norskprøve (tidligere: Bergenstesten). Du skal bestå prøven med de regler der gælder i Norge.


Vi accepterer ikke prøver bestået på et lavere trin.

Du har ret til at tage Studieprøven i løbet af foråret, så du bliver ansøgningsberettiget. Din prøve skal være bestået inden den 5. juli kl. 12. Husk at uploade kvittering for, at du er tilmeldt prøven på optagelse.dk.

Du kan søge om dispensation for dette krav, hvis du mener, at du har kompetencer i dansk, der svarer til dansk A. Gå tilbage og se mere om dette under Dispensationer.

 

Kandidatregel

Hvis du allerede har en 5-årig kandidatgrad fra Danmark eller tilsvarende fra udlandet, kan du i henhold til dansk lovgivning kun blive optaget på en ny videregående uddannelse i Danmark, hvis der er ledige pladser på den uddannelse, du søger om optagelse på.

Der har i en årrække ikke været ledige pladser på Det Kongelige Akademis bacheloruddannelser, og du skal derfor ikke forvente, at du kommer i reel betragtning til en studieplads. Ansøgere med en kandidatgrad indstilles til studiepladser efter alle øvrige ansøgere, der ikke har en kandidatgrad.

Du kan søge om dispensation for denne regel, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Gå tilbage og se mere om det under Dispensationer. Hvis du får dispensation, indstilles du til en studieplads på lige fod med øvrige ansøgere.

Når du ansøger på optagelse.dk, skal du oplyse, om du har en kandidatgrad og antal ECTS-point.

Klagevejledning

Du kan klage over vores afgørelser, hvis du får afslag på optagelse eller dispensation. Det er en klage over retlige forhold.

Du kan ikke klage over faglige vurderinger, der er foretaget af bedømmere; du kan heller ikke klage over vores administrative skøn.

Når Det Kongelige Akademi sender dig et afslag, vil der sidst i vores e-mail fremgå en klagevejledning og en klagefrist, som ligger 14 dage efter, at du har modtaget vores afgørelse.

Vi svarer på din klage med en udtalelse, som du har en uge til at kommentere. Herefter sender vi klagen til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som træffer den endelige afgørelse i din sag.

Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte os først. Det giver os mulighed for at rette misforståelser eller fejl. Det gælder næsten uanset, hvad du tænker at klage over.
Hvis du først har mailet en klage, går klageprocessen i gang.

Du skal være opmærksom på, at klagesager tit tager lang tid. Oftest flere måneder og nogle gange halve år.

Konservering - krav til kemi og farvesynstest

Der er to særlige betingelser, du skal opfylde for at være ansøgningsberettiget til konservatoruddannelsen. NB: det gælder ikke arkitekt- og designuddannelsen.

  • du skal have kemi på B-niveau eller bioteknologi på A-niveau
  • du skal dokumentere, at du har normalt farvesyn

 

Kemi B eller Bioteknologi A
Du skal have bestået kemi på B-niveau eller bioteknologi på A-niveau. Dette kaldes et specifikt fagkrav.
Du kan søge om dispensation for dette krav, hvis du mener, at du har kompetencer i kemi, der svarer til kemi B. Gå tilbage og se mere om dette under Dispensationer.

Du har ret til at supplere i løbet af foråret, så du bliver ansøgningsberettiget. Din supplering skal være afsluttet inden den 5. juli kl. 12. Vi accepterer ikke sommersupplering. Husk at uploade kvittering for, at du er tilmeldt supplering på optagelse.dk.

Normalt farvesyn
Du kan få lavet en farvesynstest (Ishihara-systemet) hos en optiker eller en læge.
Vi har ikke noget fast skema, men af din dokumentation skal fremgå:
-    Navn, adr. og tlf-nr på lægeklinik/optiker
-    Navn og underskrift fra den, der har udført undersøgelsen
-    Undersøgelsesdato
-    Fulde navn og fødselsdato/cpr.nr. på ansøger (dit navn og fødselsdato)

Det er tilstrækkeligt, at det af din dokumentation fremgår, at du er blevet undersøgt, og at det er konstateret, at du har normalt farvesyn.
Du skal uploade din dokumentation for normalt farvesyn som bilag på optagelse.dk, når du ansøger.

Krav til dokumentation og bilag

  • Indholdet af din dokumentation skal være læselig, klar og tydelig.
  • Din dokumentation skal være på enten dansk, svensk, norsk eller engelsk.
    (særlige regler for eksamensbeviser. Se nedenfor).
  • Hvis du har fået oversat dokumentation, skal du både uploade original og oversættelse.
  • Navngiv dine dokumenter på en meningsfuld måde.
  • Dokumentation skal uploades som pdf-filer.


Danske eksamensbeviser
:
Langt de fleste danske ansøgere med danske eksamensbeviser skal ikke uploade bilag. Eksamensresultat bliver for stort set alle overført elektronisk, så det er kun, hvis der er særlige forhold, du skal uploade bilag.

Udenlandske eksamensbeviser:
Ansøgere med udenlandske eksamensbeviser skal som min. uploade deres eksamensbevis.

  • Sprog: Det Kongelige Akademi accepterer eksamensbeviser på dansk, svensk, norsk, islandsk, engelsk, tysk og fransk. Dit eksamensbevis skal uploades på originalsproget. Og det skal være underskrevet og stemplet af den uddannelsesinstitution, hvor du tog din eksamen.
  • Oversættelse: Du skal også uploade en certificeret oversættelse af det originale bevis, hvis det er på et andet sprog end de ovennævnte. Oversættelser skal være på dansk, norsk, svensk eller engelsk.
  • Krav til bevis: Dit eksamensbevis skal uploades som én fil, og den skal navngives: eksamensbevis. Alle sider af dit bevis skal indgå i filen.


Snyd med dokumentation:
Det Kongelige Akademi skal kontrollere de oplysninger, du giver os. Hvis du har brugt forfalsket eller vildledende dokumentation, har vi pligt til at politianmelde dig og annullere din ansøgning,

Overflytning - genindskrivning - genoptagelse - studieskift

Overflytning: 

Hvis du har gennemført 1. studieår (60 ECTS-point) på Arkitektskolen Aarhus eller Designskolen Kolding og ønsker at søge ind på den tilsvarende uddannelse på Det Kongelige Akademi, skal du søge om overflytning. Du skal ikke ansøge via optagelse.dk, men søge direkte til akademiet. 

Du skal uploade karakterudskrifter fra din uddannelse og du skal også oplyse hvor mange ECTS-point du i alt kommer til at have gennemført på din nuværende uddannelse pr. 1. september det år, du søger om overflytning. 

Ansøgningsfrist for overflytning er 1. marts kl. 23.59.


Overflytning kræver ledige pladser. 

Du kan kun blive overflyttet, og dermed indskrevet på studiet, hvis vi har ledige pladser på det studieår du søger overflytning til. Vi har ikke haft ledige pladser på bacheloruddannelsernes 2. og 3. studieår de seneste år. 

Den 1. februar vil vi herunder oplyse om der er ledige studiepladser og på hvilke studieår. 

Der er ikke ledige pladser på 2. eller 3. år af bacheloruddannelserne i arkitektur, design eller konservering, derfor åbnes der ikke for overflytning i 2024. 


Genoptagelse:  

Hvis du tidligere har været optaget og indskrevet, men ikke har gennemført 60 ECTS-point på Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding eller Det Kongelige Akademi og ønsker at søge ind på den samme uddannelse på Det Kongelige Akademi, så kan du søge om genoptagelse. Du skal ansøge via optagelse.dk og oplyse hvor mange ECTS-point du har gennemført på uddannelsen samt hvilket år du stoppede. 

 
Genoptagelse kræver, at du ikke er ufrivilligt udmeldt.

Du kan ikke søge om genoptagelse på uddannelsen hvis du blev ufrivilligt udmeldt, eksempelvis grundet brugte eksamensforsøg mv. Hvis det er tilfældet, kan du søge om dispensation til genoptagelse. Du skal i en dispensationsansøgning sandsynliggøre at dine muligheder for nu at gennemføre studiet er væsentligt forbedrede. Kontakt os for konkret vejledning til en dispensationsansøgning.  

Fristen er 15. marts kl. 12.00, ansøg via optagelse.dk.


Genindskrivning:  

Hvis du tidligere har gennemført 1. studieår (60 ECTS-point) på en bacheloruddannelse på Det Kongelige Akademi og ønsker at søge om optagelse til samme uddannelse igen, skal du søge om genindskrivning. Du skal ikke ansøge via optagelse.dk, men søge direkte til akademiet. 

Du skal uploade karakterudskrifter fra din uddannelse. 
Ansøgningsfristen for genindskrivning er 1. marts kl.  23.59.


Genindskrivning kræver ledige pladser og at du ikke er ufrivilligt udmeldt. 

Du kan ikke søge om genindskrivning på uddannelsen hvis du blev ufrivilligt udmeldt, eksempelvis grundet brugte eksamensforsøg mv. Hvis det er tilfældet, kan du søge om dispensation til genindskrivning. Du skal i en dispensationsansøgning sandsynliggøre at dine muligheder for nu at gennemføre studiet er væsentligt forbedrede. Kontakt os for konkret vejledning til en dispensationsansøgning.

Du kan kun blive indskrevet på den uddannelse du søger, hvis vi har ledige pladser på det studieår du søger genindskrivning til. Vi har ikke haft ledige pladser på bacheloruddannelsernes 2. og 3. studieår de seneste år. 

Den 1. februar vil vi herunder oplyse om ledige studiepladser og på hvilke studieår. 

Der er ikke ledige pladser på 2. eller 3. år af bacheloruddannelserne i arkitektur, design eller konservering, derfor åbnes der ikke for genindskrivning i 2024. 

Studieskift:  

Hvis du er indskrevet studerende på en bacheloruddannelse på Det Kongelige Akademi og ønsker at søge om optagelse på en anden uddannelse på akademiet og allerede har bestået minimum 1. studieår på den uddannelse du vil søge ind på, så skal du søge om studieskift. Du skal ikke ansøge via optagelse.dk, men søge direkte til akademiet. 

Du skal uploade karakterudskrifter fra din nuværende og tidligere uddannelse. 


Studieskift kræver ledige pladser. 

Du kan kun blive indskrevet på den uddannelse du søger, hvis vi har ledige pladser på det studieår du søger studieskift til. Vi har ikke haft ledige pladser på bacheloruddannelsernes 2. og 3. studieår de seneste år. 

Den 1. februar vil vi herunder oplyse om ledige studiepladser og på hvilke studieår. 

Der er ikke ledige pladser på 2. eller 3. år af bacheloruddannelserne i arkitektur, design eller konservering, derfor åbnes der ikke for studieskift i 2024. 

Merit – har du optjent ECTS-point på en anden videregående uddannelse?

Når du søger om optagelse, har du i følge dansk lovgivning pligt til at oplyse om tidligere studieresultater på videregående uddannelser, hvor du har optjent point. Det gælder både for danske og udenlandske ansøgere.

Gå tilbage og læs mere under Merit for tidligere eksamener på bachelorniveau.

Standby pladser

Arkitektur, Kalundborg og København

Du kan søge om standby plads på begge uddannelser.

Design og Konservering

Du kan ikke søge om standby plads på bacheloruddannelserne i design og konservering.

Det Kgl. Akademi har ingen form for venteliste ud over de standby pladser, der afsættes.