Om akademiets forskning

Det Kongelige Akademi bedriver forskning på internationalt højt niveau indenfor arkitektur, design og konservering. 

Som forskningsinstitution har Det Kongelige Akademi rødder i den anvendte, kunstneriske akademitradition og rummer i dag en høj diversitet af forskningstilgange, der afhængigt af fagmiljøet trækker på teknisk-videnskabelige, naturvidenskabelige, humanistiske og socialvidenskabelige forskningstraditioner. Derudover har vi tætte samarbejder med sundhedsvidenskabelige fagmiljøer i ind- og udland. 

Vi er i kraft af vores kunstnerisk-videnskabelige fagligheder i stand til at bidrage med ny viden gennem kreative, forslagsstillende metoder både i form af praksisnære forslag og i form af eksperimenterende og visionære forslag, der udfordrer status quo og baner vejen for ny innovation. 

lightn' porcelain
Katja Bülow: Lightn' Porcelain. Foto: Silas Emmery .
Genstand af mycelium materiale
Adrien Rigobello: Genstand lavet af mycelium

Vores faglige genstandsfelter repræsenterer et stort træk på klodens ressourcer og det globale CO2-regnskab. Derfor er store dele af vores forskning i dag orienteret mod bæredygtighed i bredeste forstand, og vi samarbejder tæt med praksisaktører og akademiske miljøer i ind- og udland om opgaver som fx klimaomstilling af byggeriet, bevarelse af kulturarv eller bæredygtigt design og mode.

Forskningsmiljøerne på Det Kongelige Akademi er forankret i de enkelte institutter, som huser en række forskningscentre og forskningsklynger.