Om klynge for Arkitektur og Aldring
Klyngen for Arkitektur og Aldring samler forskere, praktikere og partnere om at udvikle viden og innovation om, hvordan bygninger, nabolag og velfærdsinstitutioner kan blive mere aldersvenlige.
Et aldrende samfund er ikke kun et plejespørgsmål, men også et spørgsmål om byggekultur. Når flere lever længere, og den ældre befolkning spænder fra aktive, selvstændige mennesker til mennesker med omfattende plejebehov, ændres kravene til alt fra den enkelte bolig over fællesarealer og nabolag til de byer og landdistrikter, vi bor i.
Klyngens forskning er organiseret i tre indbyrdes forbundne områder:
- Boliger og nabolag undersøger, hvordan boligformer og fælles miljøer kan understøtte selvstændighed, fællesskab og pleje på tværs af tæt by og land.
- Teori og metode bidrager til feltet med arkitekturfaglige tilgange, kritiske begreber og samskabende metoder, der bringer arkitektur i dialog med gerontologi, STS, humaniora samt sundheds- og samfundsvidenskab.
- Demens og det byggede miljø ser særskilt på, hvordan rum, lys, materialer og fælles miljøer kan understøtte mennesker, der lever med demens, og deres pårørende.
Klyngen arbejder på tværs af forskning, undervisning og samarbejde med praksis. Forskningen kombinerer arkitektonisk analyse, research-by-design, prototyper og mock-ups, kvalitative og etnografiske studier og samskabende tilgange med ældre mennesker og lokalsamfund. Klyngen bidrager til ph.d.-kurser og kandidatundervisning og samarbejder tæt med kommuner, regioner, boligorganisationer, NGO’er og rådgivere i byggeriet, både i Danmark og internationalt.
Klyngen arbejder for at styrke europæisk forskning og samarbejde om arkitektur og aldring samt bidrager til udviklingen af inkluderende, intergenerationelle nabolag. Som led i dette arbejde søger klyngen at indgå i konsortier under blandt andet Horizon Europe og New European Bauhaus.