Nye forskningsmidler til Institut for Konservering

Dato
Kategori
Forskning og innovation

Forskning på Institut for Konservering ved Det Kongelige Akademi bidrager til udviklingen af ny viden om bevaring af kulturarv og understøtter både uddannelse, praksis og erhvervssamarbejder inden for konserveringsfaget. Instituttet arbejder for at styrke det faglige grundlag for bevaring af kultur- og naturarv gennem forskning på internationalt niveau i tæt dialog med sektoren. Nu har instituttet sikret nye forskningsmidler til en række projekter.

Bevillinger

  • 2,7 mio. kr. fra Augustinus Fonden til projektet KLIMARV 2100: Fremtidens indeklima i kulturarvsbygninger. Projektet ledes af Institut for Konservering ved Det Kongelige Akademi i samarbejde med Det Kgl. Bibliotek, Den Kongelige Samling, Det Nationalhistoriske Museum, DBC Digital og Folkekirkens varme-, klima- og energikonsulent.

 

  • 4,5 mio. kr. fra Grosserer L.F. Foghts Fond til støtte af forskningsprojektet Værdisætning af museumssamlinger og genstande. Bevillingen er tildelt Line Clausen ved Institut for Konservering, Det Kongelige Akademi. Projektet udvikles sammen med 5 danske case museer og på tværs af museumsfagligheder med henblik på at skabe sprog for og praktiske redskaber til værdianalyse, der kan styrke museernes arbejde med bevaring, prioritering og formidling af samlinger.

 

  • 4,95 mio. kr. fra Augustinus Fonden til projektet Uden filter – skånsomme mikroemulsioner til rensning af ferniserede malerier. Projektet ledes af Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med Skagens Museum og Det Kongelige Akademi - Institut for Konservering.
"Vi er meget glade for de nye bevillinger og den store interesse for forskning i konservering. Alle tre projekter vil bidrage konkret til bevaring af dansk kulturarv og kunne bruges af museer og kulturinstitutioner. Fx vil projektet KLIMARV 2100 skabe ny viden om, hvordan klimaforandringer påvirker vores kulturarvsbygninger og de samlinger, de rummer. Målet er at udvikle anbefalinger og værktøjer, som kan styrke det langsigtede arbejde med at bevare kulturarven i et ændret klima."
Dekan for konservering, Rikke Bjarnhof
Tre fotos - et af en hvid kirke med rødt tag - et af en riddersal - og et foto af to konservatorer i et kælderrum med lysstofrør og store udluftningsrør
Fotocredit: Morten Ryhl-Svendsen og Institut for Konservering