Fra forrådnelse til konstruktion: Svampes mange roller på Det Kongelige Akademi

På Det Kongelige Akademi mødes en bred vifte af fagligheder og forskelligheder. To af dem – lektor og mikrobiolog Michela Gambino og professor i arkitektur Phil Ayres – har dog en ting til fælles: en fascination af svampe. 

Michela Gambino arbejder på Institut for Konservering, hvor hun fokuserer på at forhindre svampe i at nedbryde kultur- og naturarv, mens Phil Ayres er tilknyttet Institut for Arkitektur og Teknologi, og arbejder med at udvikle svampe som byggemateriale i sin forskning. På trods af deres forskellige mål har de etableret en faglig dialog om mikroorganismer som svampe og alger. Begge er enige om, at svampe rummer et enormt potentiale – både som trussel og som ressource.

”Indendørs er svampe den største trussel mod kulturarven,” forklarer Michela Gambino. ”De kan gro på alt – fra bøger til malerier – og selv ved lav luftfugtighed finder nogle arter måder at overleve på og ødelægge materialer.”

Hendes forskning undersøger, hvordan mikroorganismer som svampe, bakterier og alger nedbryder kultur- og naturarv. Hendes arbejde er afgørende for at sikre, at fremtidige generationer stadig kan opleve alt fra vikingeskibe til fotografier og moderne kunstværker.

Phil Ayres arbejder i den modsatte ende af spektret. Han ser svampe som byggesten til bæredygtig arkitektur. I sin forskning dyrker han svampe – specifikt mycelium – på lokale restmaterialer som træflis og landbrugsaffald. Resultatet er biologiske materialer, der kan anvendes i arkitektur.

”Vi forsøger at forvandle arkitektur fra at være en klimabelastning til at blive et klimaaktiv,” siger Phil Ayres. ”Svampe gør det muligt for os at arbejde med lokale ressourcer, skabe materialer med lavt energiforbrug og udvikle nye æstetiske og funktionelle udtryk.”

Og byggematerialer lavet af mycelium er allerede ved at vinde indpas: ”Vi er allerede omgivet af svampebaserede produkter,” siger Phil Ayres. ”Akustikpaneler og isolering lavet af mycelium er bredt tilgængelige. Det handler ikke om at bygge hele huse af svampe, men om at integrere dem intelligent og bæredygtigt.”

Discipliner, der hjælper hinanden

Svampes potentiale rækker langt ud over laboratoriet. De kan skabe materialer med lavt klimaaftryk, vokse på affald og formes med stor præcision. Samtidig kræver de dyb forståelse af biologiske processer, og her er dialogen mellem forskere som Michela Gambino og Phil Ayres afgørende.

Svampe er levende organismer, og deres vækst kræver præcis kontrol. Michela Gambinos mikrobiologiske ekspertise er uvurderlig, når det gælder forståelsen af temperatur, fugtighed og næringsstoffer; viden der hjælper med at stabilisere svampebaserede materialer.

”Mens Phil eksperimenterer med svampe i materialer, kan jeg bidrage med indsigter i, hvilke arter der hurtigst koloniserer gamle og nye materialer, og under hvilke betingelser.”

Phil Ayres tilføjer: ”Vi arbejder på at skabe sterile miljøer, så det kun er den ønskede svamp, der vokser. Når den først er etableret, bliver den modstandsdygtig over for andre mikroorganismer.”

Michela Gambino ser også stort potentiale i at dele viden på tværs af disciplinerne: ”Nogle svampe, jeg ser trives i laboratoriet, kan vise sig nyttige i Phils materialeeksperimenter. Omvendt giver hans arbejde med kontrolleret kontaminering mig indblik i, hvilke arter der dominerer under bestemte forhold.”

Bevaring eller forfald?

Samarbejdet mellem Phil Ayres og Michela Gambino viser, hvordan tværfaglighed åbner for nye perspektiver. Ikke kun i forskningen, men også i grundlæggende spørgsmål, som når Michela Gambino spørger til holdbarheden af svampebaserede materialer:

”Hvis det skal blive til kunst eller arkitektur, skal vi vide, hvordan det nedbrydes over tid. Skal det holde i 100 år, eller er det okay, at det rådner?”

Phil Ayres ser forfald som en del af designet: ”Vi har skabt en vævning, hvor nedbrydningen er synlig og bliver en del af værket. Det udfordrer de traditionelle bevaringsmål.”

”Konservering handler ikke kun om at bevare æstetik,” forklarer Michela. ”Det handler også om at dokumentere information – hvordan noget så ud, hvordan det forfalder, og hvilke data vi kan udtrække i fremtiden.”

Deres fælles forståelse af svampebiologi bliver et mødested, hvor forskellene bliver til styrker: ”Det er en form for mutualisme,” siger Phil Ayres. ”Vi bruger den samme viden — bare til forskellige formål.”

Michela Gambino tilføjer: ”Det vigtigste er at forstå svampe: deres styrker, svagheder og hvordan de interagerer med omgivelserne. Uden forskning kunne vi hverken bruge dem til konservering eller konstruktion.”