Forskning i konservering bidrager til ny viden om kulturarven

På Det Kongelige Akademi – Institut for konservering bliver der hver dag forsket i alt fra skagensmalerier over træ fra vikingeskibe til organiske materialer i diverse arkæologiske fund. Forskning i konservering er en vigtig brik i vores fortsatte forståelse af kulturarven og vores fælles fortid – men en ofte overset del.

Konserveringsforskning handler om de skjulte detaljer. Hvor det tit er arkæologer eller kunsthistorikere, som laver de store spektakulære fund, er det konservatorerne som sikre at disse fund kan bevares og fremvises for eftertiden – og forstås helt ned på det kemiske materialeniveau. 

Derfor vigtigt fortsat at bidrage til feltet. Lige nu er hele fem ph.d.- studerende i gang med at undersøge hver deres hjørne af konserveringsfaget. 

Smeltede malerier på Skagens Museum

Tor Skaalunds projekt undersøger malerier i Anna og Michael Anchers Hus, som i 1960’erne blev imprægneret med voks og harpiks. Behandlingerne truer i dag værkerne, der i stigende grad buler og revner – mere end 80 procent af malerierne er allerede påvirket.

Projektet kombinerer materialeundersøgelser og klimaeksperimenter for at udvikle mere bæredygtige bevaringsstrategier. Målet er både at beskytte den danske kunstarv og reducere energiforbruget gennem mere intelligent klimastyring, der tager hensyn til både bygning og kunstværker.

Anchers Hus stiller særlige krav, hvor bevaring skal balanceres med formidling af stedets historie. Projektet kobler derfor konserveringsforskning med kulturarvsformidling og skal understøtte museernes grønne omstilling.

Bevaring af arkæologisk træ

James Harvie forsker i at bevare vanddrukkent arkæologisk træ, f.eks. fra gamle skibe eller ved udgravninger i fugtige miljøer. Han har særligt fokus på konserveringsbehandlinger med polyethylenglycol (PEG), som er et udbredt middel til at stabilisere skrøbeligt træ.

I sit arbejde undersøger James Harvie, hvordan træets fysiske og kemiske egenskaber – sammen med den molekylvægt af PEG, der anvendes – påvirker resultatet af konserveringen. Det gælder blandt andet risikoen for skader under behandlingen, såsom revnedannelse eller sammenfald af strukturen, hvordan PEG fordeler sig i træet, samt hvor stabilt det konserverede objekt er på lang sigt.

Til sine analyser bruger James Harvie avancerede analytiske metoder som Ramanspektroskopi, FTIR og mikro-CT. Disse teknikker gør det muligt at følge konserveringsprocessen tæt og opnå detaljeret viden om både materialernes egenskaber og behandlingernes effekt på kulturarvsmaterialer.

Bevaring af organiske materialer i arkæologien 

Jannie Amsgaard Ebsens ph.d.-projekt undersøger, hvorfor organiske materialer som horn og læder sjældent bevares i arkæologiske fund – og hvorfor de i nogle tilfælde alligevel overlever. 

Projektet fokuserer på samspillet mellem jordens mikroorganismer og metal ioner fra metaller, der er begravet sammen med de organiske materialer. Når metalgenstande korroderer, frigives metal ioner, som kan påvirke bevaringen af horn og læder som ligger tæt på.

Gennem analyser af kobberlegeringer, tilknyttede organiske rester og jordens mikrobiom undersøger projektet, hvordan disse faktorer enten fremmer nedbrydning eller bidrager til bevaring. Målet er at give arkæologer et bedre grundlag for at tolke, hvad det betyder, når organiske fund enten er til stede, eller mangler, i arkæologiske udgravninger.

Projektet er støttet af Augustinus Fonden og Den Frie Forskningsfond.

Middelalderens skulptur i farver

De fleste forbinder nok middelalderens døbefonte med tunge stenfigurer i neutrale farver. Men faktisk var de alle udsmykket i farver som rød, gul og blå. I projektet ' Middelalderens skulptur i farver' vil ph.d-studerende Kristina Lindholdt undersøge et udvalg af døbefonte med spor efter farve for at finde ud af, hvordan døbefonte fra middelalderen egentlig har set ud. Som en del af projektet vil Kristina lave digitale rekonstruktioner af døbefonte, for at flere kan forstå hvordan de måske har set ud i middelalderen som del af et farverigt kirkeinteriør

Projektet udføres i tæt samarbejde med Nationalmuseet og kombinerer kunsthistorie, konserveringsvidenskab og digitale teknologier. Målet er at få en dybere forståelse for middelalderens religiøse kunst og dens formodede farverige udtryk. 

Bakterier bidrager til metalbevarelse

Jacob Frydendahl forsker i bevaring af arkæologisk jern i samarbejde med Nationalmuseet og LAPA i Frankrig.

Jerngenstande er afgørende for at forstå tidligere kulturer, men nedbrydes hurtigt efter udgravning på grund af iltpåvirkning. Jacob Frydendahl sigter mod at gentænke bevaringsmetoder for at bevare mere arkæologisk materiale til fremtidige generationer.

Nuværende bevaringsmetoder er dyre, ressourcekrævende og ofte ineffektive, hvilket efterlader mange genstande ubehandlede. Naturlige bakterier kan bruges, hvor kunstige kemikalier eller skadelige stoffer traditionelt er blevet anvendt. 

Jacob Frydendahls forskning udforsker brugen af ​​naturlige jordprocesser og jernreducerende bakterier, der findes i moser. Disse bakterier omdanner rust til stabile forbindelser, hvilket potentielt fjerner skadelige klorider fra genstande. Metoden involverer gen-nedgravning af jerngenstande i kontrollerede miljøer for at aktivere bakteriel stabilisering.

På konserveringsuddannelsen specialiserer man sig fra start

Modsat mange andre uddannelser, er konserveringsuddannelsen inddelt i fire specialiseringer allerede på bachelor-niveau. Derfor vælger interesserede ansøgere allerede hvad de gerne vil være eksperter i, inden de søger ind. Hvert andet år er der optag på programmerne for kunst og naturhistorisk konservering og hvert andet år er der optag på programmerne for grafisk og kulturhistorisk konservering.

Herefter tages en to-årig kandidatuddannelse hvor de studerende kan specialisere sig endnu mere i deres felt. Derfor er de allerede dybe fagspecialister, når de er færdige med deres kandidat. 

På ph.d.- niveau er det derfor muligt at dykke helt ned i en faglighed og projekterne udføres i samarbejde med eksisterende museer eller samlinger. Derfor er forskningen altid meget virkelighedsnær og indsigterne fra projekterne kan bruges direkte til at forbedre bevaring og i nogle tilfælde endda også oplevelsen og formidlingen på de involverede museer.